Studerende sikret flere undervisningstimer

29. august 2012 06:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Studerende sikret flere undervisningstimer
Billede mangler

Det skal være slut med studerende, som kun får undervisning en formiddag om ugen. En række danske universiteter vil garantere de unge på bacheloruddannelserne et vist antal timer hver uge. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Danske Studerendes Fællesråd har i adskillige år krævet flere undervisningstimer, ifølge formand Torben Holm.
– Når nogle studier i dag kun har fire timers undervisning om ugen, så giver det jo ikke mening overhovedet at diskutere kvaliteten i undervisningen. Derfor er det helt nødvendigt, at timetallet hæves, siger han til Jyllands-Posten.
På Aarhus, Syddansk, og Københavns Universitet og på Copenhagen Business School kan de studerende se frem til mindst 12 timers undervisning hver uge.
Og på Roskilde Universitet vil man sikre, at alle studerende får kurser og vejledning, der reelt svarer til et semesters fuldtidsstudier. Meldingen kommer samme dag, som Rigsrevisionen præsenterer en undersøgelse af timetallet på landets universiteter.
Den vil vise, at studerende på humanistiske og samfundsvidenskabelige studier i gennemsnit kun får otte timers undervisning hver uge på bacheloruddannelsen og fem timer om ugen på kandidatdelen. Og det er ifølge Rigsrevisionen for lidt.
Mette Thunø, dekan for Arts og med ansvar for uddannelse på Aarhus Universitet, er tilfreds med timegarantien:
– Flere timer sikrer i sig selv ikke nødvendigvis højere kvalitet i undervisningen, men det er med til at sikre, at de studerende er engagerede og aktive, og vi må anerkende, at der er nogle få uddannelser, hvor der i dag er for få timer, siger hun til Jyllands-Posten.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu