Styrelse ville ikke købe Holger Danske

15. april 2013 11:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Styrelse ville ikke købe Holger Danske
Billede mangler

Den originale udgave af Holger Danske-skulpturen fra Kronborg Slot er blevet sat til salg på internettet. Forinden havde ejeren, Hotel Marienlyst i Helsingør, forsøgt at afhænde skulpturen til den danske stat, men uden held.

 

Det var Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme, der fik tilbuddet om at købe Holger Danske, men til Berlingske Nyhedsbureau fortæller direktør Anders V. Møller, at hotellets pris var alt for høj.

»Vi var da interesseret i skulpturen, men vi var slet ikke enige om vurderingen. Og når sælgeren mener, at han kan få mere for den på det internationale kunstmarked, er det helt naturligt, at han forsøger at sælge den der,« siger direktøren.

Hverken Anders V. Møller eller koncerndirektør Ulrik Finnemann fra Hotel Marienlyst ønsker at oplyse den pris, hotellet krævede for Holger Danske, men ifølge auktionssiden Lauritz.com, hvor skulpturen er sat til salg, lyder vurderingen på 2,5 millioner kroner.

Anders V. Møller understreger, at den kunstneriske værdi af skulpturen, som blev skabt til Hotel Marienlyst i 1907 af kunstneren Hans Peder Pedersen-Dan, ikke er specielt høj.

»Historisk set er den da interessant, men vores Holger Danske, som står i kasematterne under Kronborg, har større historisk værdi. Det er den, folk kender,« siger direktøren for Styrelsen for Slotte og Ejendomme.

Ikke desto mindre mener europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF), at regeringen bør skride ind og sikre, at skulpturen bliver på danske, gerne offentlige hænder.

»Jeg synes, at kulturministeren bør foretage en venlig opringning til et museum, eksempelvis Nationalmuseet, og sørge for, at det køber Holger Danske-skulpturen. Den er jo en del af dansk kultur og bør have en placering, som dens betydning berettiger til,« siger han.

Morten Messerschmidt er især bekymret for, at en udenlandsk kunstsamler skulle finde på at købe skulpturen og udføre den af landet. Han mener ikke, at prisen bør stå i vejen for et køb.

»Det ville være ærgerligt, hvis det var et spørgsmål om prisen. For mange er den her skulptur en personificering af Danmark og en vigtig del af dansk kulturarv, og nationale symboler er svære at prissætte,« siger DF-politikeren.

Borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) fra Helsingør Kommune ærgrer sig også over udsigten til at miste skulpturen, men præcis som Anders V. Møller fra Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme påpeger han, at den »rigtige« Holger Danske sidder under Kronborg.

»Jeg bruger det som en joke over for nye borgere og medarbejdere i kommunen. De tror ikke på mig, når jeg fortæller, at den originale Holger Danske står ude på Marienlyst. Og spørger man danskere generelt, er det nok de færreste, der kender til skulpturen ved hotellet,« siger borgmesteren.

Alligevel håber han, at Holger Danske bliver i Helsingør, muligvis ved kommunens mellemkomst.

»Men jeg kunne bedre forestille mig, at en fond eller en mæcen skrider ind og sørger for, at skulpturen bevares i Helsingør,« siger Johannes Hecht-Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu