SU-forlig sikrer besparelse på 2,2 milliarder kroner

18. april 2013 19:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SU-forlig sikrer besparelse på 2,2 milliarder kroner
Billede mangler

Det lykkedes torsdag aften uddannelsesminister Morten Østergaard (R) at lande en aftale med den samlede opposition om en SU-reform.

 

»Jeg er glad for, at vi får frigjort nogle ressourcer til at skabe vækst og beskæftigelse,« siger Morten Østergaard til Berlingske Nyhedsbureau.

De seneste dage er der blevet forhandlet intensivt om en kontanthjælpsreform og en reform af SU-systemet for sikre finansieringen til Vækstplan DK, der indeholder en række lempelser til det danske erhvervsliv.

Parterne er lykkedes med at finde 2,2 milliarder kroner i besparelser på SU-systemet, og det kommer blandt andet til at betyde, at hjemmeboende studerende ikke får så meget i SU som hidtil, at der bliver skåret i de såkaldte fjumreår, samt at der bliver stillet højere krav til at blive færdig på normeret tid.

Til gengæld har Venstre bragt en bonus ind i forhandlingerne, der skulle gå til hurtige studerende med en samlet pris på 50 millioner kroner.

Derudover hæves det såkaldte SU-loft sådan, at studerende må tjene 2.500 kroner mere om måneden, og der indføres en kørselsfradrag. Det er Venstres SU-ordfører Mads Rørvig (V) godt tilfreds med.

»Det har været vigtigt for os at sikre, at det også er muligt at tage en uddannelse, også selv om man ikke lige bor ved Aarhus eller København,« siger han.

Uddannelsesminister Morten Østergaard fremlagde 19. februar regeringens udspil »Bedre igennem uddannelser – reform af SU-systemet«.

Forliget er indgået mellem Venstre, Konservativ, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Samlet set har vækstpakken som mål skabe 150.000 nye danske job frem mod 2020.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu