SU-reform koster studerende 3.300 kroner om året

17. marts 2013 03:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SU-reform koster studerende 3.300 kroner om året
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R), vil give håndværkere bedre mulighed for at videreuddanne sig.

Når regeringen fremover vil lade SU’en stige i en mindre takt end nu, kommer det til at koste fremtidens studerende omkring 300 kroner om måneden efter skat, skriver Politiken.

 

Det viser beregninger, som økonomiprofessor på Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen har lavet for avisen.

»Når man lader stigningstakten for SU følge den samme som de øvrige overførselsindkomster, vil det i 2023 betyde, at en udeboende SU-modtager får omkring 6.500 kroner mindre i SU om året end med den nuværende stigningstakt. Omregnet i nutidens købekraft svarer det til omkring 3.300 kroner om året efter skat«, siger Bo Sandemann Rasmussen til avisen.

Det bekymrer formanden for Danske Studerendes Fællesråd.

»For at sætte det i perspektiv i forhold til en studenterøkonomi svarer 300 kroner til cirka tre besøg i Netto, hvor man dækker de basale behov. Jeg synes, det er en mærkelig beslutning at tage, at studerende skal blive en relativt fattigere gruppe år for år,« siger Jakob L. Ruggaard til Politiken.

Hos Enhedslisten er uddannelsesordfører Rosa Lund (Ø) også bekymret for den lavere stigningstakt for SU-modtagere.

»Jeg synes, det er et meget højt beløb. 3.300 kroner svarer til en måneds husleje«, siger hun.

Rosa Lund anerkender dog, at der ikke er tale om, at de studerende vil have et mindre rådighedsbeløb end i dag, men »blot« går glip af en forventet stigning svarende til 3.300 kroner om året.

Regeringen forventer at kunne spare to milliarder koner om året på SU-reformen.

Den lave regulering, der vil lade SU’en stige i samme takt som kontakthjælp og dagpenge, forventes at bidrage med en halv milliard kroner.

Regeringens forslag betyder ifølge Bo Sandemann Rasmussen i praksis, at SU’en ligesom de øvrige overførselsindkomster fremover vil blive reguleret svarende til inflationen og ikke som i dag typisk med mere end inflationen.

Den kendsgerning står undervisningsminister Morten Østergaard (R) gerne ved.

»Jeg anerkender, at vi vil opleve, at SU’en stiger mindre, end den ellers ville have gjort. Det spørgsmål, man må stille sig selv, er, om man synes, at SU’en skal vokse hurtigere end kontanthjælp eller dagpenge. Det synes vi ikke i regeringen«, siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu