Succes: Færre forbrydelser i udsatte områder

10. oktober 2012 09:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Succes: Færre forbrydelser i udsatte områder
Billede mangler

Antallet af anmeldte forbrydelser falder samtidig med, at sigtelsesprocenten stiger.
 
Det viser Rigspolitiets opgørelse for de 34 særligt udsatte boligområder landet over.
– Politiets indsats i de særligt udsatte boligområder er et af de højt prioriterede områder i 2012, og det ser ud til, at indsatsen giver resultater, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
Opgørelsen viser, at for hver 1000 borgere er antallet af anmeldelser for overtrædelse af straffeloven faldet fra 32 til 28, hvis man sammenligner første halvår 2011 med samme periode i år. I den samme periode er sigtelsesprocenten steget fra 29,5 til 31,9.
Politiet har i 1. halvår 2012 styrket indsatsen i de særligt udsatte boligområder, der er mest belastet af kriminalitet eller utryghedsskabende adfærd. Rigspolitiet og politikredsene følger nøje udviklingen i kriminaliteten i disse områder, så politiets indsats løbende kan justeres i forhold til de lokale udfordringer.
For at skabe et mere nuanceret billede af trygheden i de udsatte områder udvikler Rigspolitiet nu et såkaldt tryghedsindeks. Det skal via en årlig spørgeskemaundersøgelse måle beboernes egen opfattelse af tryghed og kriminalitetsniveauet i områderne. Det forventes, at den første spørgeskemaundersøgelse af trygheden i områderne gennemføres sidst på året. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu