Sultende Al-Khawajas datter anholdt i Bahrain

20. april 2012 23:48 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sultende Al-Khawajas datter anholdt i Bahrain
Billede mangler

Datteren af den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja er blevet anholdt i Bahrain, efter hun forsøgte at besøge sin far på det militærhospital, hvor han netop nu er indlagt.
Det skriver dansk-bahrainerens anden datter, Maryam al-Khawaja, på Twitter.
– Det er blevet bekræftet, at Zainab al-Khawaja er blevet arresteret. Advokat vil forsøge at få lov til at se hende nu, skriver Maryam al-Khawaja.
Anholdelsen kommer, efter at Zainab al-Khawaja forsøgte at få lov til at se sin sultestrejkende far. Kort inden anholdelsen skrev Maryam al-Khawaja.
– Bekymret for Zainab al-Khawaja, fordi hun sidste gang blev arresteret og chikaneret, da hun forsøgte at få lov til at se sin far.
– Vi har mistet kontakten med hende, siden hun gik ind på hospitalet, skrev Maryam al-Khawaja.
Zainab al-Khawaja blev også for to uger siden anholdt, da hun ifølge advokaten demonstrerede foran indenrigsministeriet i Bahrains hovedstad, Manama, hvor hun råbte sin fars navn.
Ligesom sin far er hun dansk statsborger og menneskeretsaktivist.
Den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja, som er blandt de førende demokratiforkæmpere i Bahrain, er idømt livsvarigt fængsel for at stå bag omfattende protester mod landets regime sidste år.
Han stoppede allerede onsdag med at få væske intravenøst, men på daværende tidspunkt ville han stadig drikke vand. Det er han nu også stoppet med.
Danmark har tilbudt at tage al-Khawaja, men ifølge flere iagttagere er regeringen i Bahrain fanget i en hasarderet magtkamp, men også et dilemma.
På den ene side vil de ikke vise svaghed, men de ønsker heller ikke, at dansk-bahraineren skal dø og få status som martyr.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu