Sultestrejkende palæstinensere i livsfare

5. maj 2012 02:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Sultestrejkende palæstinensere i livsfare
Billede mangler

10 palæstinensere, der sultestrejker i protest mod forholdene i israelske fængsler, er blevet indlagt på et hospital, fordi deres helbred er forværret.
Det oplyser den palæstinensiske udsending i FN, Riyad Mansour, i et brev til FN’s Sikkerhedsråd.
Han betegner tilstanden for to af palæstinenserne, der har sultestrejket i mere end 65 dage, som meget alvorlig.
De to har mistet en stor del af deres kropsvægt og muskelmasse og lider af dehydrering, skader på nervesystemet og lavt blodtryk, skriver Mansour og tilføjer, at de og “adskillige” af de andre risikerer at dø.
Mindst 1550 palæstinensere sultestrejker i israelske fængsler i protest mod “Israels ondsindede behandling af civile palæstinensere” i fængslerne, siger FN-udsendingen.
Blandt dem er mere end 300 palæstinensere, der er såkaldt administrativt tilbageholdt uden at være sigtet.
Palæstinensiske udsendinge har i de seneste uger forsøgt at øge presset på Israel i spørgsmålet om palæstinensiske fanger i israelske fængsler og i striden om byggeri af nye bosættelser i de palæstinensiske områder.
Kilde: AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu