Sundhedsøkonom: Lægehjælp i hjemmet er bedre og billigere

8. april 2013 10:44 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sundhedsøkonom: Lægehjælp i hjemmet er bedre og billigere
Billede mangler

Det er en udmærket idé at behandle akut syge og skrøbelige, ældre patienter hjemme i deres egne trygge rammer i plejeboligen end at sende dem en tur på hospitalet, mener sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen.

 

»Akutfunktionen har den fordel, at den tager sig af en række borgere, som strengt taget ikke har behov for hele det apparat, som sygehuset kan stille til rådighed, men at de stadig kan blive hjulpet af fagligt tilfredsstillende personale i hjemmet,« siger han.

Hvad det koster at tage på hjemmebesøg hos patienterne er endnu ikke opgjort, men Kjeld Møller Pedersen er sikker på, der er store besparelser at hente ved at lade sundhedspersonalet komme til patienterne, i stedet for at de akut syge tager turen den anden vej.

»Hele pointen med den udegående akutfunktion er, at det er billigere, end hvis man får patienterne akut indlagt på sygehuset og får hele apparatet sat i gang,« siger sundhedsøkonomen.

Selvom Ældre Sagen også er glade for den nye behandlingsmetode, er Jens Højgaard, souschef for foreningen, bekymret for, om sundhedspersonalet husker at skelne mellem de enkelte patienter.

Det er en bekymring, som sundhedsøkonomen tager med ophøjet ro. Kjeld Møller Pedersen mener, at så længe tilbuddet rammer de rigtige mennesker, så bør frygten for at fejlbedømme patienterne ikke være stor.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu