Superliga-kamp i fare for aflysning

18. marts 2013 10:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Superliga-kamp i fare for aflysning
Billede mangler

Vintervejret driller i den grad i den sydjyske.

Derfor er mandag aftens Superliga-kamp på Haderslev Fodboldstadion mellem Sønderjyske og Esbjerg i stor fare for at blive aflyst.

– Det ser skidt ud, siger Sønderjyskes sportschef Ole Nielsen til sporten.dk og tilføjer:

– Jeg har lige været et smut ude på stadion. Sneen vælter ned, og det er ikke muligt at se et eneste græsstrå. Banen er totalt dækket, og det fyger.

DMI oplyser at der i løbet af mandag eftermiddag kommer ophold i snefaldet.

– Men selvom det sker, og vi får banen ryddet inden kampstart klokken 19, er der et problem med tilskuerpladserne. De skal jo ryddes. I efteråret havde vi et problem med vores kamp mod Brøndby. Her var banen ryddet for sne. Men det var tilskuerpladserne ikke. Derfor gav DBU os en reprimande, siger Ole Nielsen, der forventer en afgørelse på problematikken i løbet af formiddagen.

Lørdag blev Superliga-kampen mellem AaB og FC Nordsjælland igangsat i kraftigt snefald. Men efter blot 18 minutters spil afbrød dommer Claus Bo Larsen kampen, da det var umuligt at se banens streger.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu