Superligadommer fløjter i Serie 2

5. april 2013 11:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Superligadommer fløjter i Serie 2
Billede mangler

Hans seneste kamp som dommer var i juni 2005, da Brøndby IF blev fejret som danske mestre i en hjemmekamp mod FC Nordsjælland.

Lørdag eftermiddag er den tidligere Superliga-dommer Johnny Røn tilbage på fodboldbanen, når han skal passe fløjten i lokalopgøret i serie 2 mellem Lemvig GF og Struer.

Men det bliver ikke permanent, at den tidligere Superliga-dommer vender tilbage til grønsværen.

– Jeg sidder i bestyrelsen i Lemvig GF, og her har de spurgt nogle tidligere dommere i klubben, om de kunne hjælpe med at dømme. Det har jeg sagt ja til, siger Johnny Røn, der stoppede sin dommerkarriere i Superligaen, da han blev udstationeret i Singapore af sin arbejdsgiver, B&O.

Selv om han har rutine fra over 78 superligakampe og 45 internationale kampe, skal der stadig pudses af på nogle ting, inden han løber på banen for at lede lokalopgøret.

– Jeg har selvfølgelig fulgt med i fodbolden, men jeg skal lige have læst op på teoribogen igen, siger Johnny Røn.

Han forventer ikke, at der bliver problemer med at lede opgøret mellem de to hold.

– Spillerne ved, hvad de går ind til for tiden med dommerstrejke. Og det er for fodboldens skyld, at vi går ind og dømmer kampene, siger han.

Johnny Røn er blevet hentet ind til kampen på grund af den konflikt, der for tiden kører mellem fodbolddommerne i Dansk Fodbolddommer Union (DFU) og DBU.

Dommerne strejker, da de er utilfredse med betalingen for at lede kampene, mens DBU på deres side ønsker at overtage arbejdet med uddannelse og påsætning af dommere til kampene.

Selv om Johnny Røn nu gør comeback med fløjten, genoptager han ikke karrieren som neutral opmand til fodboldkampe.

– Det er kun for at hjælpe, at jeg dømmer under dommerkonflikten. Jeg vil hellere hjælpe Lemvig GF på ledelsesplan, siger den tidligere Superliga-dommer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu