Superligaen i opgør med farlig gigtmedicin

11. april 2013 11:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Superligaen i opgør med farlig gigtmedicin
Billede mangler

Superligaspillerne tager stadig gigtmedicin. Men der var engang, hvor en smertende og øm fodboldspillerkrop kunne overtales til at spille endnu en kamp med gigtmedicin. Tidligere stod gigtpillerne fremme i superligaklubberne – som slikskålen på sofabordet fredag aften. Sådan er det ikke længere.

Topklubberne i Danmark har taget et opgør med den smertestillende medicin med de livsfarlige bivirkninger. Sådan er meldingen fra landets superligalæger, der i dag tøver mere, før de udskriver den omdiskuterede medicin til spillerne.

– Forbruget af gigtmedicin er sat i system i dag. Man spiser det ikke som bolsjer mere. I gamle dage lå det frit fremme, og spillerne tog det selv. Nu er der mere styr på det, siger Peter Faunø, der er holdlæge for Randers FC, og formand for kredsen af superligalæger.

Han fortæller, at der er kommet mere fokus på mirakelmedicinens bivirkninger.

– Det var tidligere et stort problem. FIFA har været opmærksomme på at reducere brugen af det. Gigtmedicin kan have hjertemæssige bivirkninger. Men det værste er, at man kan ødelægge mere end man aner, ved at dæmpe smerten og træne igennem faresignalerne, forklarer Peter Faunø.

Misbruget af den smertestillende gigtmedicin i sportens verden har været til debat flere gange. I 2006 afslørede en undersøgelse, at 54 pct. af spillerne ved VM-slutrunden havde taget gigtmedicin en eller flere gange i løbet af turneringen i Tyskland.

Fhv. landsholdsspiller Christian Poulsen har tidligere fortalt, at han omtrent spiste pillerne en håndfuld gange om året.

– Det er en del af fodboldverdenen, men ikke noget man skal tage ugentligt. Det er helt sikkert noget, som bliver brugt i klubberne op til vigtige kampe, sagde Poulsen i 2009 til Jyllands-Posten.

I 2006 blev gigtmedicin kædet sammen med pludselige dødsfald blandt sportsfolk af en DR-dokumentarfilm. En udsendelse, der gjorde sportens medicinforbrug til en sag i Folketinget.

Hos FC Nordsjælland ordinerer holdlægen i dag kun gigtpiller til danmarksmestertruppen ved inflammatoriske skader. Altså en form for betændelsestilstand i led eller muskler.

– Elitesportens læger er blevet mere opmærksomme på, hvad gigtpiller bliver ordineret til. Om det er smerter eller en inflammatorisk skade, der skal dæmpes. Er der kun tale om smerte, bør man vælge noget andet, siger Jesper Petersen.

– Man er blevet bedre til at vurdere, om der er en inflammation i gang eller ej. Er der det, er det et udmærket præparat, men hvis ikke, skal man bruge noget andet. Man ved meget mere om de potentielle bivirkninger.

Hos OB fortæller den assisterende holdlæge, at der kun sjældent bliver brugt gigtmedicin. Det samme gør sig gældende hos AGF, der tidligere har døjet med mange skader. Her er slikskålen også fjernet.

– Der er klart sket en holdningsændring. Vi er meget konservative med det i dag. Det står ikke længere fremme, så spillerne kan spise dem som bolsjer, forklarer Jacob Kaae Astrup, der som AGF-læge er opmærksom på medicinens negative effekt.

– Kroppens muskler reagerer normalt positivt på træning og bliver stærkere. Den reaktion kan pillerne påvirke negativt. Effekten af træning bliver simpelthen mindre. Vi bruger det kun til slagskader, der kan det have en effekt, men vi er meget konservative med det, siger Aarhus-lægen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu