Supersnigskytte er selv blevet kuglernes offer

3. februar 2013 22:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Supersnigskytte er selv blevet kuglernes offer
Billede mangler

Mere end 250 mennesker vurderede han selv at have dræbt, da han i 2012 skrev bestselleren »American Sniper«.

 

Nu er Irak-veteran og tidligere Navy Seal snigskytten Chris Kyle selv blevet skudt. Han blev lørdag fundet sammen med endnu en skuddræbt mand på en skydebane i Texas, skriver BBC.

Drabsmanden skulle ifølge lokale medier have åbnet ild omkring klokken 15.30 og derefter være flygtet i en af ofrenes pick-up.

Ifølge sheriffen i regionen Tommy Bryant er motivet for drabet endnu uklart, og han kan ikke forklare, hvordan det gik til, at de to blev skudt. Men en 25-årig mistænkt er fire timer efter blevet anholdt godt 100 kilometer fra gerningsstedet. Nu afdøde Chris Kyle har været i Irak af fire omgange og har modtaget en tapperhedsmedalje for sin tjeneste. Ifølge Pentagon har han skudt 160 personer, mens hans egen udmelding i bogen lød på 255.

Ifølge hærens efterretningstjeneste havde irakiske oprørere givet ham tilnavnet »The Devil« og sat en dusør på 100.000 kroner på hans hoved.

Chris Kyle udviste efter sigende ingen anger over for sine ofre.

– Jeg er overbevist om, at hver en person, jeg har dræbt, var et dårligt menneske, sagde han til BBC i et interview for et år siden.

– Når jeg står ansigt til ansigt med Gud, er der masser af ting jeg skal redegøre for. Men drabene på disse mennesker er ikke en af dem, sagde han dengang.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu