Svækket pund koster Arla trecifret millionbeløb

25. februar 2013 12:14 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Svækket pund koster Arla trecifret millionbeløb
Billede mangler

En flue på væggen i Arlas hovedkvarter i Viby ville sandsynligvis have overhørt nogle jyske bandeord i fredags, da Storbritannien mistede sin topkarakter hos kreditvurderingsbureauet Moodys.

Nedgraderingen fra en AAA-rating til den næstbedste Aa1-rating er et tegn på generel stigende bekymring om særligt landets relativt høje gæld, hvilket har lagt et pres på det britiske pund. Siden i fredags er pundet faldet med omkring én procent i forhold til euroen, siden årsskiftet er faldet syv procent.

Et svækket pund betyder at de danske virksomheder får sværere ved at eksportere til det britiske marked, fordi deres varer bliver relativt dyrere, og derfor kan de blive tvunget til lavere priser.

Tab på 150 millioner

Og det er noget, der kan mærkes hos den danske mejerigigant, der har Storbritannien som sit største marked. Arla har regnet sig frem til, at hvis valutakurserne forbliver på de nuværende niveauer resten af året, så vil det isoleret set betyde et tab i indtjeningen på 150 millioner kroner i 2013, forklarer koncernens finansdirektør Frederik Lotz.

»Det engelske marked er vores største enkeltmarked, og derfor har den svækkede britiske pund også en stærk negativ effekt på vores indtjening. Af samme årsag har vi netop også en politik med at afdække vores valutarisici, så effekten bliver mindre,« siger han til Berlingske Business.

Arla fusionerede sidste år med Storbritanniens fjerdestørste mejeri Milk Link og langt størstedelen af produktionen og salg af mælk og ost til det britiske marked foregår lokalt, og bliver derfor ikke påvirket af valutaudsving. Men hvert år bliver der sendt omkring 150 millioner pakker Lurpak fra Danmark til Storbritannien.

»Så den del af forretningen, der bliver primært bliver ramt af pundets svækkelse er eksporten af smør fra Danmark til England. Derudover så skal vi også nedskrive værdien af vores engelske aktiviteter,« siger Frederik Lotz.

Ulempe for virksomheder

Også hos Dansk Industri er cheføkonom Klaus Rasmussen opmærksom de danske virksomheders udfordringer på det britiske marked

»Det er klart, at en svækkelse af pundet er en ulempe for de danske virksomheders konkurrenceevne overfor de britiske virksomheder. Men det er ikke så underligt, at pundet er blevet svækket, når man ser på udviklingen i landets økonomi,« siger han og fortsætter:

»Og det er nok det største problem for eksportvirksomhederne, at det går så ringe på det her meget betydende marked. Det er svært at få fremgang i den danske økonomi, når der er en række økonomier, herunder den britiske, der har det så svært,« siger Klaus Rasmussen.

Danish Crown: Vi mærker ikke noget

Storbritannien er også det største eksportmarked for Danish Crown. Men her får man et noget mindre konkret svar, når man spørger til pundets påvirkning på bacon – og pølsesalget.

»Den svækkelse af pundet, som vi ser lige nu, påvirker ikke umiddelbart vores afsætning til Storbritannien. Vi sælger til over 130 lande verden over, så udsving i valutakurserne er en indarbejdet del af vores hverdag og vi tilretter derfor løbende vores priser i forhold til udviklingen på valutamarkederne,« siger pressechef Jens Hansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu