Svært år for Berlingske Media

21. marts 2013 08:04 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Svært år for Berlingske Media
Billede mangler

Berlingske Media præsterede i 2012 et driftsoverskud (EBITDA) på 179 mio. kr. ud af en omsætning på 2,76 mia. kr. Den samlede omsætning er dermed faldet med ni procent, viser årsregnskabet, som netop er udsendt af Mecom – Berlingske Medias ejer.

Berlingske Media har som resten af mediebranchen i 2012 været påvirket af den fortsatte mangel på vækst i samfundet og de strukturelle ændringer i mediemarkedet. 2012-resultatet på 179 mio. kr. i driftsoverskud ligger cirka 35 mio. kr. under niveauet for 2011. 2012 har dog været et godt fremgangsår for digitale tiltag og e-commerce forretningen.

“Vores økonomiske resultat er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, når vi ligger under 2011 niveauet, men afspejler den situation samfundet og mediebranchen er i. Vi er derfor glade for, at vi i 2012 fik taget hul på vores digitale betalingsstrategi og en markant vækst på mobilområdet. Vores lokale medier gik forrest med betalingsstrategien på web, og her i første halvår af 2013 indfører vi en digital betalingsmodel for b.dk og business.dk,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

Væksten i antallet af mobile besøg og sidevisninger på mobilsites ligger gennemsnitligt på 5-6 pct. om måneden, hvor bt.dk tegner sig for størst fremgang. Antallet af mobile enheder på m.bt.dk er steget med 74 pct., og antallet af sidevisninger er stort set fordoblet.

Deal a day konceptet, Sweetdeal har fortsat den ledende markedsposition blandt et stigende antal konkurrenter, og rejsependenten Sweettravel er nyetableret i 2012. Både b.dk og bt.dk har fået kommercielle webshops knyttet til deres sites. Omsætningen inden for consumer sales og e-commerce er vækstet med 30 pct. i det forgangne år, og minimum samme tendens ser ud til at fortsætte i 2013.

Berlingske Media udgiver bl.a. Berlingske, BT og Weekendavisen samt en række jydske betalingsaviser og har ialt 224.000 abonnenter. Desuden publiceres 47 gratis ugeaviser, 40 websites, seks mobilsites og 30 apps, og Berlingske Media er medejer af boligsitet Boliga samt Bilzonen, Jobzonen og Netdoktor.

Omregnet til fuldtidsansatte beskæftiger koncernen 1664 medarbejdere.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu