Svært for nyuddannede at tilbagebetale SU-lån

6. februar 2013 02:36 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Svært for nyuddannede at tilbagebetale SU-lån
Det er ikke håndører som disse, den fyrede Danske Bank-direktør kan se frem til. Foto: Colourbox.

Sideløbende med at regeringen har varslet nedskæringer i SUen, har et stigende antal nyuddannede svært ved at betale deres studiegæld tilbage. Fra 2010 til 2012 er antallet af misligholdte studielån steget med 27 procent, viser nye tal fra Statens Administration. Det skriver Information onsdag.

 

Det skyldes ifølge forbrugerøkonomer især den høje arbejdsløshed blandt unge og nyuddannede.

– Der er god grund til, at de unge stifter gæld og har svært ved at betale den tilbage, da vi i lang tid har været inde i en periode med stigende priser og ringere udsigt til job. Men øget gældsætning er et kæmpe problem, fordi det trækker spor langt ind i ens fremtid, siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Morten Bruun Pedersen til avisen.

Han er bekymret for, at flere risikerer at komme ud med tung gæld eller dropper at tage en uddannelse, hvis der bliver skåret i SUen.

Samme bekymring har formand for SU-rådet, Per Christian Andersen.

– Enhver form for logik tilsiger, at en kortere SU-periode betyder, at andelen af lån vil stige. Andre vil undlade at tage en videregående uddannelse – specielt dem fra uddannelsesfremmede miljøer, men det er selvfølgelig et politisk valg, og det vil gøre det sværere at nå målsætningen om, at 60 procent skal have videregående uddannelse i 2020, siger han.

Både de Radikale uddannelsesordfører, Uffe Elbæk (R), og SFs Lisbeth Bech Poulsen (SF) udtrykker ifølge Information bekymring over stigningen i antallet af misligholdte lån. De ønsker dog ikke at udtale sig om, hvorvidt det får indflydelse på den kommende SU-reform.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu