Svag optimisme på arbejdsmarkedet

13. februar 2013 10:31 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Svag optimisme på arbejdsmarkedet
Billede mangler

Det bobler lidt af optimisme på det danske arbejdsmarked. Arbejdsløsheden faldt med 9.000 personer fra tredje til fjerde kvartal og kom derved ned på 208.000 personer. Det svarer til en arbejdsløshed på 7,4 pct., hvilket er den laveste i tre år. Samtidig er beskæftigelsen vokset med 4.000 personer.

Tallene stammer fra den seneste arbejdskraftundersøgelse, AKU, der netop er blevet offentliggjort af Danmarks Statistik.

De glæder økonomerne, der samtidig påpeger, at udviklingen på det danske arbejdsmarked har været meget svær at tolke gennem krisen.

Senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted fremhæver, at dagens opgørelse kan være med til at fjerne noget af usikkerheden om den danske økonomi.

»Ligesom med bruttoledigheden har det dog været overraskende, at AKU-ledigheden ikke er vokset mere under denne krise. Mens over 200.000 danskere har mistet jobbet under krisen, har vi set en stigning i ledigheden på omkring 105.000,« siger Erik Bjørsted.

Mens Sydbank påpeger, at dykket i ledigheden først og fremmest skyldes, at stadig flere danskere forlader arbejdsstyrken.

Den bedste måling af temperaturen på arbejdsmarkedet er derfor udviklingen i beskæftigelsen, og på den front peger pilen nedad i de kommende måneder, mener banken.

Danske Bank er glad  for, at arbejdsmarkedet er kommet godt gennem slutningen af sidste år, hvor sortsyn på en række områder prægede den danske økonomi. Men banken ser ikke dagens tal som tegn på nogen egentlig vending på arbejdsmarkedet.

Snarere en fortsættelse af den seneste tendens, hvor arbejdsmarkedet det ene kvartal har vist en smule fremgang og det næste kvartal en anelse tilbagegang, men i det brede perspektiv ligger mere eller mindre fladt, påpeger økonom i Danske Bank, Jens Nærvig Pedersen.

Antallet af arbejdsløse bliver i arbejdskraftundersøgelsen opgjort via en rundspørge til et repræsentativt udsnit af danskere. Det er i modsætning til de månedlige tal for ledigheden fra Danmarks Statistik, der er opgjort via registrering af de arbejdsløse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu