Svensk ekspert spår Wozniacki tilbage som verdensetter

18. marts 2013 15:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Svensk ekspert spår Wozniacki tilbage som verdensetter
Billede mangler

Selvom det blev til et klart nederlag til Maria Sharapova i finalen i Indian Wells, så er der ingen tvivl om, at turneringen er et vendepunkt for Caroline Wozniacki. Det mener den svenske tennisjournalist, Jonas Arnesen, der har fulgt international tennis på nærmeste hold i over 30 år.

– Det synes jeg absolut, at det er, og det er ikke uventet. Når man har ligget verdensetter i to år, så kan man ikke bare forsvinde fra landkortet. Jeg ved, at I i Danmark har været urolige for, om det er slut nu, men hun taber ikke bare sit spil lige pludseligt. Hun er ung og kan fortsætte sin udvikling, og jeg tror, hun er på vej tilbage, siger han.

Og han er ikke i tvivl om, vi igen kan se Wozniacki indtage tronen som verdens nummer et.

– Det tror jeg, vi gør. Det bliver ikke i år, men om tre år kan hun sagtens blive nummer et igen. Det var mærkeligt, at hun lå nummer et sidst, da det beroede på, at hun spillede mange små turneringer. Men der er ingen diskussion om, at hun kommer til at vinde Grand Slams og bliver nummer et i verden igen, siger Arnesen, der forventer, at se Wozniacki i top fem allerede i år.

– Hun har ikke så langt til top fem. Jeg tipper hende til at slutte i top fem i denne sæson. Ser man på Serena, Azarenka og Sharapova, så har hun meget langt igen – Lige som alle andre. De slår stadig for hårdt for Caroline, siger han.

Samme vurdering lyder fra Wozniackis tidligere træner Morten Christensen, der glæder sig over, at hun efter et dårligt 2012 er begyndt at flytte på sit spil igen.

– Jeg tror, hun kravler op i top fem i år. Hun er begyndt at komme hurtigere på boldene og få mere tempo i spillet, men man kan godt se, at når hun møder de tre bedste så rækker det ikke helt. Men mod alle de andre er hun godt spillende, og bliver svær at slå, siger han.

Med finalepladsen kravlede Wozniacki en enkelt plads frem på verdensranglisten til en niendeplads og Jonas Arnesen tilskriver især den mere aggressive spillestil fra Wozniacki som grunden til hendes gode form. Kan hun fortsætte den udvikling, så er der gode muligheder for hende fremover, mener han.

– Hun er blevet mere aggressiv i sin spillestil. Hun forsøger at afgøre flere point lidt tidligere i stedet for bare at vente på modstandernes fejl. Samtidig synes jeg, der er masser at forbedre endnu, og det er dejligt at se, at hun kan slå flere vinderslag og spille aggressivt. Der findes vel ingen af topspillerne, der kan forbedre sig, så meget som hun kan. Så det ser godt ud, siger han.

Næste opgave for Wozniacki bliver i WTA-turneringen, Sony Open Tennis i Miami senere på ugen, hvor hun er seedet 11.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu