Svindel og fejl på hvert andet valgsted

5. marts 2012 14:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Svindel og fejl på hvert andet valgsted
Billede mangler

Der var såkaldt sort mel i posen overalt på valgsteder i Rusland, viser opgørelser fra internationale valgobservatører dagen derpå efter gårsdagens præsidentvalg.
Også det danske folketingsmedlem Michael Aastrup Jensen (V), der er i landets som valgobservatør, sætter spørgsmålstegn ved valgets gyldighed.
“Vi må desværre igen erkende, at valget var præget af meget stor valgsvindel. På op imod halvdelen af alle valgsteder i Rusland er der foregået en eller anden form for uregelmæssighed. Lige fra tekniske problemer til direkte snyd,” siger han til Newspaq.
Observatørerne mener, at der ingen reel konkurrence var om præsidentposten, hvor Vladimir Putin – allerede før stemmerne var talt op søndag – erklærede sig selv som vinder.
“Vi har eksempelvis oplevet flere konkrete tilfælde, hvor folk har stemt flere gange, stemmesedler var fyldt i stemmebokse, selvom ingen havde stemt endnu, ligesom der op til valget var store problemer med kandidater, som er blevet nægtet at stille op,” forklarer Michael Aastrup Jensen.
Søndag formiddag sad formanden for Radikal Ungdom, Ditte Søndergaard, på et call center i Rusland, hvor valgobservatører kunne ringe efter rådgivning.
“Allerede da valgstederne åbnede, blev vi simpelthen kimet ned af valgobservatører, der var blevet nægtet adgang til valgstederne,” fortæller hun til Newspaq.
Et af stederne blev observatører eksempelvis forbudt adgang, fordi et hold folk med falske identitetspapirer var kommet dem i forkøbet og sagde, at de var de selv samme observatører, beretter Ditte Søndergaard.
Lederen af den største internationale valgobservatørmission i Rusland, Tonino Picula, siger til nyhedbureauet AP, at der var “alvorlige problemer” i den afstemning, der returnerede Vladimir Putin til præsidentposten.
Gruppen har netop fremlagt en rapport, hvori de i forhold til selve stemmeoptællingen giver en såkaldt negativ vurdering af næsten en tredjedel af de observerede valgsteder.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu