Svineproducenter til angreb på »Borgen«

28. januar 2013 08:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Svineproducenter til angreb på »Borgen«
Foto: Danmarks Radio
Borgen

Foto: Danmarks Radio

TV-serien tegner et forkert billede af danske svineproducenter som brovtende og kyniske pengemænd, der skyer offentligheden, og som opdrætter grise fyldt med antibiotika.

 

Scenen er fra TV-serien »Borgen«, der søndag aften havde svineproduktionen som omdrejningspunkt. Men erhvervet føler sig dårligt repræsenteret af figuren Svend Åge Saltum (folketingspolitiker og leder af Frihedspartiet, red.).

– Det er en meget uheldig måde, man fremstiller danske svineproducenter på. Du har en brovtende, tyk fyr, der står og fumler med at klippe halen af en gris, som han holder op i hovedhøjde og nærmest kaster rundt med. I virkelighedens verden er det et snuptag, som grisen knap nok bemærker. Den dier med det samme efter indgrebet. Og vi står ikke og fumler, sådan som Svend Åge Saltum gør. Det er et meget fortegnet billede, siger formanden for Danske Svineproducenter, Henrik Mortensen, Løgstør.

Han ved godt, at halekupering er et af erhvervets ømme punkter, men alternativet er langt værre.

– Det er jo ikke hele halen, vi klipper af. Den er den yderste tredjedel. Og vi gør det jo, fordi at alternativet er langt værre. Hvis ikke halerne kuperes, begynder grisene at bide i hinandens haler, og det kan virkelig give problemer, blandt andet med betændelse, der kan brede sig til grisens ryg, siger Henrik Mortensen.

»Borgen« tog også en anden problemstilling op, der har vakt svineproducenters vrede. Partilederen Birgitte Nyborgs ven, Jeremy Welsh, der er allergisk over for antibiotika, bliver syg efter at have spist en nakkekotelet fra en gris, som har fået en særlig form for antibiotika.

– Det er langt ude, og jeg har ikke hørt om, at noget tilsvarende har fundet sted i virkeligheden. Vores forbrug af antibiotika er så forsvindende lille, at det ikke er noget problem, siger Henrik Mortensen.

Til gengæld vil han ikke løbe fra en anden påstand i udsendelsen – at der dør 25.000 smågrise om dagen.

– Det er et totaltal, der også dækker over dødfødte grise og grise, der bliver lagt ihjel. Men jeg vil gerne understrege, at der er ingen af os, der ønsker døde grise. En død gris er for enhver landmand en katastrofe, som vi altid vil forsøge at undgå, siger Henrik Mortensen.

– Det samlede billede, udsendelsen tegner, er desværre helt forkert, og det er beklageligt, at der skal bruges en time i den bedste sendetid på at svine et erhverv til, siger Henrik Mortensen.

– Det skinner tydeligt igennem, at Adam Price (manuskriptforfatter bag »Borgen«, red.) er modstander af dansk landbrug. Det er en meget ensidig kritik, der skaber myter og bekræfter folk i deres fordomme om dansk landbrug, siger Henrik Mortensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu