Syd Energi får o.k. til Stofa-køb

8. februar 2013 12:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Syd Energi får o.k. til Stofa-køb
Billede mangler

Vejen ser ud til at være ryddet for, at SE – også kendt som Syd Energi – overtager TV- og internetudbyderen Stofa. Det står klart efter Konkurrence- og forbrugerstyrelsen fredag har blåstemplet planerne.

 

Aftalen mellem SE og Stofa-ejerne Ratos blev indgået i efteråret, og da myndighedernes nye afgørelse er uden forbehold, kan opkøbet gå videre til den endelige fase. I en pressemeddelelse glæder SEs administrerende direktør Niels Duedahl sig over udviklingen.

»Vi er meget tilfredse med myndighedernes godkendelse. Med Stofa får vi nemlig flere kunder i ryggen, og derfor bliver vi nu en reel national udfordrer til de store spillere på markederne for TV og internet. Vi vil sikre mere konkurrence, og det bliver til gavn for kunderne, som får mere og bedre indhold til en konkurrencedygtig pris,« siger Niels Duedahl i meddelelsen.

Med købet satser den sydjyske aktør på at kunne gnave sig ind på markedet i resten af landet – specielt når det kommer til antenneforeninger.

SE er et andelsselskab, og derfor skulle købet godkendes af repræsentantskabet. Det skete i november. Andelshaverne er gået med til at betale 1,9 milliarder kroner for Stofa.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu