Syddanmark lukker for åbne skadestuer

26. februar 2013 10:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Syddanmark lukker for åbne skadestuer
Billede mangler

Region Syddanmark har måttet opgive kampen om at beholde de åbne skadestuer, efter det i økonomiaftalen for 2013 mellem regeringen og Danske Regioner er blevet besluttet, at der skal være visitation ved skadesbehandling på sygehusene. Det skriver Fyens Stiftstidende.

 

»Vi er tvunget til det. Regeringen har sat dagsordenen,« siger formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen til Fyens Stiftstidende.

Ifølge avisens oplysninger skal personer, der ønsker behandling på en skadestue i regionen først ringe til et vagtlægenummer, hvor sygeplejersker i dagtimerne vil tage mod henvendelserne. Uden for almindelig telefontid visiterer vagtlægen borgerne.

Region Midtjylland har oplevet et fald på 20 til 30 procent i aktiviteten på skadestuerne efter, der blev indført et system, der minder om det i Region Syddanmark. Ifølge Fyens Stiftstidende er det Region Midtjyllands ordning, der er blevet skelet til.

Det vil angiveligt koste op mod 18-20 millioner kroner at indføre systemet, der skal visitere henvendelser fra tilskadekomne borgere.

»I første omgang finder vi pengene, og så ser vi, hvordan det udvikler sig, før vi beslutter os for noget,« siger Poul-Erik Svendsen.

Region Syddanmark bliver den fjerde region, der indfører en form for visitation før skadestuebesøg. Region Hovedstaden er den sidste med decideret åbne skadestuer, hvor borgere kan komme ind fra gaden uden at have bebudet ankomsten først.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu