Sydeuropæisk gældskrise er langt fra forbi

25. marts 2013 12:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sydeuropæisk gældskrise er langt fra forbi
Billede mangler

Der kom en løsning. Det var forventet, den var bedre end det tidligere løsningsforslag, og det er godt. Men man skal ikke tro, at alt så er vel – den sydeuropæiske gældskrise hænger stadig som en sort sky over euroland.

 

Det mener i hvert fald Sydbanks cheføkonom Jacob Graven, der alt i alt noterer sig, at aktie- og obligationsmarkederne tager godt imod den bankaftale, der blev indgået natten til mandag, og som afblæser den truende cypriotiske statsbankerot.

»I en eller anden forstand er det her en jo positiv aftale set fra resten af Europas synspunkt, når man ser det i forhold til den sydeuropæiske gældskrise. Men det kommer an på, hvad man sammenligner med,« siger Jacob Graven til Berlingske Business og tilføjer:

»Det er selvfølgelig skidt, at Cypern er poppet op her og har givet en masse uro, og det er skidt, at der kommer usikkerhed om bankernes situation og om kundernes indskud. Men alle har vidst i et stykke tid, at der er problemer på Cypern, og at der skal en aftale til. På den måde er det positivt, at der er kommet en aftale, som giver noget ro og klarhed.«

Aftalen mellem den såkaldte troika – der består af EU, Den Europæiske Centralbank og Valutafonden IMF – og Cyperns regering betyder, at nationens to største banker skal restruktureres totalt, og at der kommer en indskudsgaranti på indeståender på op til 100.000 euro. Indskud over 100.000 euro bliver derimod overført til en finansiel skraldespand, der skal dække bankernes tab.

Løsningsmodellen er både god og dårlig, når man ser den i et større lys. Sagen er, at bankkunder i andre pressede lande vil have blikket rettet imod modellen for Cypern. Med det in mente kan man ifølge Danske Banks analytiker Pernille Bomholdt Nielsen frygte, at aftalen vil få konsekvenser i de gældstyngede sydeuropæiske lande.

»Kombinationen af kapitalkontrol og risikoen for tab på indskud over indskydergarantien kan føre til, at opsparinger i Grækenland eller Spanien trækkes ud af bankerne. Det kan i værste fald ske allerede nu, hvor frygten er skabt, men risikoen er større i en situation, hvor det er nødvendigt med nye forhandlinger med EU, f.eks. fordi budgettet er skredet, eller der er behov for flere penge,« siger hun i en kommentar til nattens aftale.

Med andre ord, så er der en velbegrundet frygt for en sneboldeffekt, hvor banker i kriselande kan komme til at opleve et såkaldt »run« fra kunder, der har store indeståender. Situationen er dog bedre end sidste sommer, hvor markederne var sitrende nervøse på grund af uvisheden om de sydeuropæiske lande. ECBs løfter om støtte til klemte lande gør en forskel – men der er stadig en joker: Politikerne.

»Uroen er dæmpet siden i sommer, hvor centralbanken sagde, at den ville gøre, hvad der skulle til – både med hensyn til opkøb af statsobligationer og til at trykke pengesedler. Det har løsnet op. Men at sige at krisen er under kontrol, er en stramning. Bare se på Italien og den politiske usikkerhed,« siger han og tilføjer:

»Man skal huske, at ECBs løfter kommer på baggrund af, at landene skal få styr på budgetterne, og det er der eksempelvis sat spørgsmål ved i Italien, hvor kun ti procent af vælgerne satte deres kryds ved »markedernes mand«. Så man kan endnu ikke afblæse krisen.«

Når alt kommer til alt, er aftalen dog et skridt i den rigtige retning. Det især fordi alternativet ville være uoverskueligt.

»Det har trukket ud i lang tid. Cypern bad om hjælp sidste sommer, så der er faktisk gået lang tid. Men nu skulle man have en aftale. Den skulle komme nu. Ellers ville der blive totalt kaos,« siger Jacob Graven til Berlingske Business.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu