Sygdom tvinger Ole Thestrup til at droppe rolle

19. april 2017 17:26 | Af: Ritzau Fokus

Ole Thestrup må melde fra til rollen som Harald Blåtand på grund af sygdom. Lars Lohmann skal afløse ham.

Sygdom tvinger Ole Thestrup til at droppe rolle
Lars Lohmann skal overtage rollen som Harald Blåtand i "Røde Orm" fra Ole Thestrup, der ikke kan spille med på grund af sygdom. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Når vikingeeventyret “Røde Orm” skal spilles på Moesgaard Museum til sommer, bliver det ikke med Ole Thestrup i rollen som Harald Blåtand som ellers planlagt.

Han er blevet ramt af sygdom og har derfor været nødt til at melde fra forestillingen.

Rollen vil i stedet blive spillet af Lars Lohmann.

Det oplyser Det Kongelige Teater.

Hvad Ole Thestrup fejler, fremgår ikke af meddelelsen, men det er ikke første gang, at han bliver forhindret i at spille teater på grund af sygdom.

I 2014 måtte Kirsten Lehfeldt overtage hans rolle i rockmusicalen “De 3 Musketerer”.

Dengang lød det, at Ole Thestrup ikke ville vende tilbage til forestillingen på grund af hjerteproblemer.

Han fik i den forbindelse en bypassoperation.

Beder om privatliv

Det Kongelige Teater meddeler, at Ole Thestrup beder pressen respektere hans og familiens privatliv, og han har derfor ingen yderligere kommentarer.

Lars Lohmann, der skal afløse Ole Thestrup, har de seneste 40 år medvirket i flere teaterforestillinger og film.

Han har blandt andet haft en rolle i tv-serien “Strisser på Samsø” og medvirket i julekalenderne “Absalons Hemmelighed” samt “Tvillingerne og Julemanden”.

Lars Lohmann er gået i gang med at øve sammen med resten af skuespillerne til forestillingen, der spiller fra 24. maj til 1. juli.

/ritzau/

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu