Sygehuschefer får millioner i fratrædelse selv om de bliver

15. april 2013 04:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sygehuschefer får millioner i fratrædelse selv om de bliver

Adskillige steder i det offentlige er der praksis for, at chefer bliver belønnet med store aftrædelsessummer, selv om de fortsætter i jobbet, skriver Politiken.

 

I Region Syddanmark har man i de seneste fem år for eksempel udbetalt fratrædelsesbeløb til tre ledende medarbejdere, der stadig arbejder i regionen med ansvaret for det lokale sygehusvæsen.

Her fik en chefansat næsten 1,4 millioner kroner for at fortsætte i en ny tidsbegrænset stilling kaldet en åremålsansættelse.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet mener ikke, at bonusordningerne burde kunne finde sted i det offentlige.

»Det oprindelige mål med åremålsansættelser var at få en fleksibilitet, så man kunne slippe af med cheferne igen. Som kompensation for, at de ikke er sikret lang ansættelse, giver man dem en højere løn, hvilket er fair nok. Men når man genansætter folk og alligevel giver dem fratrædelsesgodtgørelse, bliver det helt barokt. Så rutter man temmelig voldsomt med pengene,« siger Flemming Ibsen til avisen.

Carl Holst (V) er regionsrådsformand i Syddanmark, og han forstå godt, hvis almindelige lønmodtagere undrer sig over ordningerne i en krisetid.

»Jeg er også et almindeligt menneske, og jeg forstår heller ikke, hvorfor man skal have en fratrædelsesgodtgørelse, når man bliver i stillingen.«

»Hvis man har en økonomisk fordel ved at være i en tidsbegrænset stilling, skal man ikke også få en økonomisk bonus for at blive i stillingen. Det er min principielle holdning, medmindre nogle helt særlige forhold gør sig gældende. Det kunne for eksempel være, hvis en overlæge er uundværlig, og en afdeling ikke vil kunne hænge sammen, hvis den pågældende rejser. Men generelt skal man ikke kun have fordelene og ingen risiko ved en åremålsansættelse, for så mister de deres troværdighed,« siger Carl Holst til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu