Sygehusenes weekendbemanding risikerer at gå ud over patienterne

27. marts 2013 04:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Sygehusenes weekendbemanding risikerer at gå ud over patienterne
Billede mangler

Der er stor forskel på patienternes muligheder for behandling på landets sygehuse, alt efter om det er hverdag eller weekend, skriver Ekstra Bladet.

 

Ifølge en omfattende rundringning avisen har lavet, holder op mod 75 procent af lægerne på de medicinske sengeafsnit fri i weekender og på helligdage.

Det risikerer at gå ud over patienterne, mener Thomas Gjørup, der er overlæge på medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus, hvor der er 17 læger på vagt i hverdagene, men blot fem resten af tiden.

»Det er hårdt for patienten og for pårørende at ligge i en seng i næsten tre døgn, uden at der sker noget,« siger Thomas Gjørup til avisen.

Og det er ikke kun patienternes helbred, der ville få gavn af flere læger i weekenden. Det samme ville hospitalernes økonomi, mener han.

»Bedre behandlingsforløb betyder hurtigere udskrivninger af patienterne, og det kan også mærkes økonomisk, vurderer Thomas Gjørup.

Han mener, at hospitalerne burde gå i samme retning som resten af samfundet.

»Vi har fået en ny lukkelov, så butikkerne kan holde længere åbent. Jeg ville ønske hospitalsvæsnet ville bevæge sig i samme retning, så patienterne kan få de nødvendige undersøgelser i weekenderne, siger han til Ekstra Bladet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu