Syriens opposition siger nej til USA og Rusland

23. februar 2013 07:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Syriens opposition siger nej til USA og Rusland
Billede mangler

SYRIEN: Syriens Nationale Koalition har sagt nej til invitationer fra Washington og Moskva i protest mod den »internationale tavshed« efter syriske regeringsstyrkers missilangreb på byen Aleppo, skriver Reuters.

 

I en erklæring fra paraplyorganisationen, der samler flere oppositionsgrupper, hedder det, at man også har suspenderet deltagelsen i den internationale konference med landene i gruppen Syriens Venner i Rom næste måned for at protestere mod angrebene, der har kostet mange civile liv.

»Hundredevis af civile er blevet dræbt i missilangreb. Aleppo er under systematisk ødelæggelse. Det russiske lederskab bærer moralsk og politisk ansvar for at levere våben til regimet,« skriver oppositionen med henvisning til russernes status som præsident Bashar al-Assads nærmeste allierede.

Organisationen har sagt nej til invitationerne, som blev givet til koalitionsleder Mouaz Alkhatib efter et møde med den russiske og den amerikanske udenrigsminister i München tidligere på måneden.

Invitationerne kom kort efter, at Alkhatib tilbød at forhandle om Assads afgang med medlemmer af den syriske regering, som ikke havde deltaget i den brutale nedkæmpning af den 23-måneder lange opstand.

Mindst 29 blev dræbt i fredagens raketangreb i den østlige del af Aleppo, siger oppositionsaktivister.

Tirsdag blev 20 dræbt, da et misil ramte Jabal Badro-distriktet, der også ligger i den østlige del af byen.

BNB/Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu