Syrisk flygtningestrøm udfordrer hjælpeorganisationerne

6. marts 2013 16:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Syrisk flygtningestrøm udfordrer hjælpeorganisationerne
Billede mangler

SYRIEN: Det bliver vanskeligere og vanskeligere for nødhjælpsorganisationerne at give den enorme gruppe mennesker på flugt fra det syriske blodbad tag over hovedet og en værdig behandling. Konsekvensen af den to år lange konflikt, som er eskaleret ind i en borgerkrig, er, at én million syrere nu ifølge FN lever med mærkatet »flygtning«, og hver dag vokser gruppen med 4.400 mennesker.

 

Og at det blive meget anderledes, så længe oprørere og præsident Bashar al-Assads styrker kæmper om magten i Syrien, er svært at forestille sig, lyder det fra Dansk Røde Kors.

»Fremtiden, så længe situationen i Syrien ser ud, som den gør, er flygtningelejre, hvor flere og flere kommer til. Jeg har svært ved at se andre muligheder. Der er så mange flygtninge, og flygtningelejrene i nabolandene er den løsning, man har. Simpelthen. Man har ikke andre alternativer,« siger Arne Vågen, som er katastrofechef hos Dansk Røde Kors.

Han understreger, at Røde Kors sammen med de andre nødhjælpsorganisationer i området kæmper for at sikre tålelige forhold i flygtningelejrene – ofte med telte som midlertidige hjem. Det samme påpeger hans kollega hos Dansk Flygtningehjælp, Lone Bildsøe Lassen, som er sektionschef for Mellemøsten og Nordafrika. Men der mangler ressourcer.

»Vi gør, hvad vi kan, men der er ikke kommet alle de penge, som FN har vurderet er nødvendig for at kunne løfte flygtningebyrden. Der er ikke nok ressourcer til at hjælpe alle, men som sagt bliver der gjort, hvad vi kan, så flygtningene får tag over hovedet,« siger hun.

Ifølge UNHCR når mange af flygtningene, hvoraf omkring halvdelen er børn, frem til flygtningelejrene »traumatiserede, uden ejendele og efter at have mistet familiemedlemmer«. Til en venteposition, hvor de, som Lone Bildsøe Lassen beskriver det, »bliver taget imod, men der er hverken job eller hverdag«.

Så selv om nødhjælpsorganisationerne forsøger at gøre livet værd at leve for dem, der er flygtet fra hjemland og familie, er der lang vej til det største ønske.

»Alle flygtninge ønsker én ting, og det er at vende hjem. I mellemtiden ønsker de det bedste for sig og sine. I en flygtningelejr vil der altid være mange behov, der ikke er dækket; Der kan opstå konflikter; der kan være problemer med sundhed. Konklusionen er, at det at være flygtning i en lejr er et hårdt liv,« siger Arne Vågen fra Røde Kors.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu