Syrisk leder af oppositionen trækker sig

24. marts 2013 14:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Syrisk leder af oppositionen trækker sig
Billede mangler

SYRIEN: Lederen af Syriens oppositionskoalition, Den Syriske Nationalkoalition, Ahmed Moaz al-Khatib, trækker sig fra sin post. Koalitionen bliver af en lang række lande og organisationer betragtet som den legitime repræsentant for det syriske folk.

 

Ahmed Moaz al-Khatib har ifølge nyhedsbureauet Reuters meldt sin afgang i en meddelelse på sin facebookprofil.

Her forklarer han, at han har valgt at trække sig, så han kan fortsætte sit arbejde for frihed i Syrien. Et arbejde som al-Khatib ikke mener, han kan opfylde fra positionen som oppositionsleder i landet, der gennem mere end to år har været skueplads for en blodig konflikt mellem oprørere og præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker.

Ifølge al-Khatib havde han lovet det syriske folk, at han ville trække sig, hvis udviklingen i landet nåede et kritisk punkt, som ifølge politikeren nu er nået.

»Nu indfrier jeg mit løfte og annoncerer min opsigelse fra Nationalkoalitionen, så jeg kan arbejde med frihed, hvilket ikke kan opnås ved de officielle institutioner,« forklarer han i meddelelsen.

Sammen med al-Khatibs overraskende beslutning om at trække sig leverer han også en kritik af det internationale samfund, der ikke har kunnet finde fælles fodslag i forhold til for eksempel en militær indgriben i det borgerkrigshærgede land. Senest kunne EU-landene ikke nå til enighed om våbenleverancer til Syriens oprørere.

»Gennem de seneste to år er vi blevet slagtet af et hidtil uset ondt regime, mens verden har set på,« skriver al-Khatib.

»Ødelæggelsen af Syriens infrastruktur, tilbageholdelsen af titusinder af mennesker, hundredetusinder, der er tvunget på flugt, samt andre former for lidelser har ikke været nok for det internationale samfund til at tage en beslutning om at lade folket forsvare sig selv, fortsætter ekslederen.

En talsmand for Al-Khatib har bekræftet politikerens beslutning om at trække sig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu