Syrisk rebelleder truer med regeringsangreb

3. januar 2012 20:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Syrisk rebelleder truer med regeringsangreb
Billede mangler

Det har ikke hjulpet på sikkerheden, at Den Arabiske Liga har sendt observatører til Syrien for at få overblik over regeringens overgreb mod befolkningen.
Sådan siger frihedskæmper og leder af den frie syriske hær (FSA), oberst Riad al-Asaad, til Reuters. Han forsøger derfor at presse observatørerne til at tage en mere aktiv rolle i beskyttelsen af syrerne.
“Hvis vi føler, at de (observatørerne, red.) stadig ikke tager situationen alvorligt inden for et par dage, eller senest inden en uge, vil vi tage en beslutning, som vil overraske regimet og hele verden,” siger Riad al-Asaad til Reuters.
Ifølge Reuters står den syriske regering bag mindst 129 drab på syrere, siden observatørerne ankom til Syrien i sidste uge. Aktivistgrupper mener, at drabstallet snarere ligger omkring 390.
Observatørerne er blevet kritiseret for at godkende sikkerhedssituationen i blandt andet den store by Homs, hvorfra der tidligere har lydt meldinger om systematisk regeringsstyret vold.
Flere medier har beskrevet, at det er svært for syrerne at komme i kontakt med observatørerne, fordi al kontakt med dem bliver overvåget af regeringens sikkerhedsstyrker.
Kilde: Reuters

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu