Syriske oprørere hævder at have erobret provinshovedstad

5. marts 2013 04:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Syriske oprørere hævder at have erobret provinshovedstad
Billede mangler

SYRIEN: Syriske oprørsstyrker hævder mandag at have erobret den nordøstlige by Raqqa, skriver Reuters.

 

Erobringen af byen vil være en afgørende sejr i den to år lange kamp for at vælte præsident Assad, da det vil være den første provinshovedstad, som falder i oprørernes hænder.

Regeringsloyale styrker befinder sig ifølge oprørerne stadig i området omkring lufthavnen omkring 60 kilometer fra byen.

Et øjenvidne fortæller, at regeringens efterretningsanlæg i byen endnu ikke er under oprørernes kontrol, men stadig omringet af oprørssoldater.

Mandag bredte borgerkrigen sig ind over grænsen til Irak, hvor myndighederne rapporterer om mindst 40 dræbte syriske soldater og regeringsansatte, som var på vej tilbage efter at være flygtet på grund af oprørernes fremrykning i sidste uge.

65 syriske soldater og embedsmænd overgav sig til irakiske myndigheder fredag, efter oprørerne erobrede den syriske side af grænseovergangen ved byen Yaarabiya.

De irakiske myndigheder var i gang med at flytte dem til en anden grænseovergang længere mod syd, da de faldt i et baghold.

»Episoden skete i Akashat, da konvojen med de syriske soldater og embedsmænd var på vej til al-Waleed-grænseovergangen«, siger en irakisk talsmand til Reuters.

Et medlem af provinsregeringen i Anbar siger, at 61 blev dræbt heriblandt 14 irakiske soldater, der var med for at beskytte konvojen.

Bagholdet i Irak tydeliggør risikoen, for at den syriske konflikt breder sig til nabolandene.

I den irakiske Anbar-provins har sunnimuslimer flere gange demonstreret mod den shiamuslimske premierminister Nuri al-Maliki, som de mener marginaliserer deres religiøse mindretal og misbruger landets terrorlove mod dem.

Maliki boykottede Assad og trak landets ambassadør hjem fra Damaskus, før det syriske oprør brød ud i marts 2011 på grund af den syriske præsidents støtte til sunnimuslimske ekstremister og udenlandske terrorister, der ifølge premierministeren står bag angreb på civile shiamuslimer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu