Syv dræbt ved skoleskyderi

3. april 2012 09:25 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Syv dræbt ved skoleskyderi
Billede mangler

Mindst syv mennesker er blevet dræbt efter, at en 43-årig koreansk mand og tidligere elev åbnede ild på en kristen skole i Californien.
Den formodede gerningsmand flygtede efter skyderiet ind i et shoppingcenter, men overgav sig efter en times tid, skriver cbsnews.com.
Yderligere tre er blevet såret, og politiet ved endnu ikke, hvorfor manden gik amok. Det skete på Oikos Universitet, der underviser i teologi, musik og asiatisk medicin.
Manden sidder nu varetægtsfængslet, og politiet mener at have fundet de våben, der blev brugt på skolen.
“Det kommer til at tage os nogle dage at sætte brikkerne sammen. Vi har ikke et motiv,” siger politichef Howard Jordan til cbsnews.com.
Pastor Jong Kim, der grundlagde skolen for omkring ti år siden, har fortalt, at gerningsmanden tidligere var sygepleje-studerende på skolen. Det vides ikke, om han blev smidt ud eller selv droppede ud.
Jong Kim hørte omkring 30 skud i bygningen under episoden. Og ifølge politichefen var der omkring 35 i eller i nærheden af bygningen, da skyderiet brød ud mandag morgen.
Fem døde på stedet, mens to døde på hospitalet. Tilstanden på de tre sårede er stabil.
Kilde: cbsnews.com

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu