Syvårig dreng fundet død for øjnene af skolekammerater

27. april 2017 12:10 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den syvårige dreng, der onsdag blev fundet livløs i vandet i en svømmehal i Rødby, var på svømmetur med sin SFO.

Syvårig dreng fundet død for øjnene af skolekammerater
En syvårig dreng blev onsdag fundet livløs i en svømmehal i Rødby - for øjnene af skolekammerater. Hans tiltsand er stadig kritisk. KLIK og se, hvor tæt skole og svømmehal ligger på hinanden. Genrefoto: Scanpix

En syvårig dreng blev onsdag eftermiddag fundet livløs i vandet i en svømmehal i Rødby. Ulykken skete under en tur med den lokale skoles SFO-afdeling, og derfor var flere af drengens skolekammerater og SFO-pædagoger til stede ved den frygtelige hændelse.

De har efterfølgende modtaget krisehjælp oven på den rystende episode. Det oplyser Carsten Løye, der er konstitueret skoleleder på den nærliggende Søndre Skoles afdeling i Rødby, til Newsbreak.dk torsdag formiddag.

– Som jeg er orienteret, så var SFO’en i svømmehallen i SFO-tiden, ja. Det er jo ganske frygteligt for alle. Da jeg selv kom over i hallen, var reddere i gang med livgivende førstehjælp, siger han dagen efter, drengen fra 1. klasse blev fundet livløs i bassinet.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der også modtog melding om ulykken, indløb denne klokken 15.13 onsdag.

Krisehjælp

Søndre Skoles Rødby-afdeling iværksatte straks et kriseberedskab for at tage bedst mulig hånd om de øvrige børn fra SFO’en samt personalet, der oplevede den kritiske situation. Krisepsykologer fra Hvidovre blev tilkaldt, og der blev arrangeret hastemøde på skolen onsdag aften.

– Vi holdt en seance for alle de implicerede – børn, forældre og personale – allerede onsdag aften klokken 19, hvor vi fik talt hændelsen i gennem. Det er vigtigt, at børnene får noget støtte i denne periode, siger Carsten Løye til Newsbreak.dk.

Han beskriver generelt onsdagens begivenhed som en ganske forfærdelig oplevelse for hele skolen, men der bliver taget bedst mulig hånd om alle parter i sagen.

– Torsdag samlede vi alle elever på hele skolen og fortalte, hvad der er sket, og vi lagde vægt på, hvor vigtigt det er, at eleverne passer på hinanden og tager hensyn i denne tid, siger han.

Skolens 1. klasser – hvor den syvårige gik i en af dem – har alle fået tilknyttet en PPR-psykolog torsdag.

Intet nyt

Der er for nuværende intet nyt om drengens tilstand. Han blev med lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet i København, hvor han onsdag aften modtog behandling.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har ingen oplysninger om, hvordan ulykken skete, men TV Øst skriver, at der er tale om en drukneulykke.

På Søndre Skole krydses alt, hvad der krydses kan i øjeblikket.

– Vi håber bare, vi får nogle gode meldinger fra Rigshospitalet, siger skolelederen.

Søndre Skoles Rødbyafdeling ligger få meter fra Rødby Svømmehal, hvor ulykken skete.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu