Tabende præsidentkandidat udsætter klage

15. marts 2013 11:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tabende præsidentkandidat udsætter klage
Billede mangler

KENYA: Uvisheden efter præsidentvalget i Kenya fortsætter lidt endnu.

 

Uhuru Kenyatta vandt med et marginalt flertal på blot 0,07 procent, men den tabende kandidat, Raila Odinga, mener ikke, at valget er foregået på fair vis og har derfor truet med at bringe valgresultatet for en domstol. Det kommer dog ikke til at ske lige med det samme.

Kilder tæt på Raila Odinga oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Odinga har besluttet ikke at bringe sin klage til en domstol nu. Men det fremgår ikke, hvornår klagen så skal behandles, eller om den overhovedet skal for en domstol.

Kort efter valgnederlaget beskyldte Raila Odinga sin modkandidat for at stå i ledtog med valgkommissionen i Kenya og varslede, at han ville bringe sagen for landets højesteret.

»Havde afstemningen været fair, ville han (Kenyatta, red.) have erkendt at have tabt,« bedyrede Raila Odinga 9. marts, efter valgkommissionen havde offentliggjort Kenyattas sejr.

Men i betragtning af »graverende ulovligheder« i valgprocessen, og fordi »demokratiet er på anklagebænken i Kenya«, vil Raila Odinga hurtigst muligt gå til domstolene for at få underkendt resultatet, lød meldingen for næsten en uge siden.

Valgoptællingen var præget af langsommelighed og kaos på grund af et nedbrudt elektronisk optællingssystem, hvilket det har åbnet for anklager om svindel.

Den nationale valgkommission afviser imidlertid anklagerne, og internationale observatører blåstempler over en bred kam både valget og optællingen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu