Tabubelagt sygdom giver danskere trist afsked

8. marts 2013 10:22 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tabubelagt sygdom giver danskere trist afsked
Billede mangler

Det er særdeles positivt, at antallet af rygere falder, men det ændrer ikke på, at alt for mange danskere stadig rammes af lungesygdomme som KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom.

 

Sådan lyder reaktionen Bo Christensen, professor i folkesundhed ved Aarhus Universitet, efter det er kommet frem, at danskerne dør tidligere og har færre sunde leveår end borgerne i de fleste andre lande i Vesten ifølge en ny opgørelse fra det britiske lægetidsskrift The Lancet.

»Vi har ikke set et fald af KOL, og det er altså patienter med nedsat lungefunktion, og mange af dem har et rigtigt dårligt liv, fordi deres funktionsevne er lav. De kan ikke kan gå ret langt og får let infektioner, og under infektionerne har de meget ofte behov for sygehusindlæggelser,« siger Bo Christensen, der påpeger, at sygdommen har en social slagside.

»Det er en sygdom, som ikke har en særlig høj status i befolkningen. Den opfattes som en selvforskyldt sygdom, og det er formentlig forklaringen på, at KOL ikke har den opmærksomhed, som sygdommen faktisk berettiger til,« siger professoren.

Danskerne har udsigt til at leve 67,9 sunde og raske år, før vi begynder at løbe ind i alvorlige helbredsproblemer – og gennemsnitsdanskeren dør i en alder af 78,9 år. Dermed er der langt op til toppen af sundhedsligaen, hvor økonomisk hårdt plagede middelhavslande som Spanien og Italien indtager første- og andenpladsen. Det skriver Berlingske fredag.

Hvis Danmark skal højere op på sundhedslisten, skal danskere med tegn på KOL hurtigere lade sig diagnosticere, anbefaler Bo Christensen, der også ser, at rygestoppet som minimum fastholdes.

»Det er enorm vigtigt, at vi får diagnosticeret patienter med KOL og samtidig har dem i et forløb med kontroller, så vi kan bedre både deres prognose og så sandelig også deres livskvalitet,« siger han.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) beklager »den triste placering«, men hun sætter sin lid til et nyt forebyggelsescenter, som skal hjælpe kommunerne med at gennemføre faglige anbefalinger om, hvordan man kan reducere blandt andet rygning og druk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu