Tæt på enighed om skattekommission

18. januar 2012 14:38 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tæt på enighed om skattekommission
Billede mangler

På et møde i Udvalget for Forretningsorden i Folketinget nærmede regering og opposition sig i dag hinanden i spørgsmålet om kommissionen, der skal undersøge lækken i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.
Det har hele tiden været magtpåliggende for Venstre og Dansk Folkeparti, at kommissionen fik deltagelse af en person med skattemæssige kompetencer.
“Det er glædeligt, at det nu ser ud til, regeringen vil gå ind på det forslag,” siger Venstres gruppeformand, Kristian Jensen.
Grunden til, at Venstre og DF brændende ønsker en skatteekspert i kommissionen, er på grund af et brændende håb om, at der faktisk kan findes fejl i selve Helle Thorning-Schmidts skattesag; fejl der kan fjerne fokus lidt fra selve lækagedelen.
Men her gør partierne dog regning uden vært. I hvert fald uden at regeringen vil være vært.
“Selve Helle Thorning-Schmidts og hendes mands, Stephen Kinnocks, skattesag er afgjort og kommer ikke til at indgå i det endelige kommissorium,” fastslår justitsminister Morten Bødskov (S).
Venstre og Dansk Folkeparti mener, det går for langsomt med arbejdet. Politiundersøgelsen, der allerede nu løber, er gået i stå, siger de, og kommissionen kan ikke komme i gang med sit arbejde, før politiet er færdige. Samt har rejst tiltale i en eventuel straffesag mod personer i sagen.
“Morten Bødskov lægger op til, at det vil tage to år, fra kommissoriet er færdigt, til kommissionen skal være færdig med sit arbejde og fremlægge sin konklusion. Jeg synes ikke, at sagen er større, end at det burde kunne afsluttes på et år,” siger finansordfører i Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl.
Regeringen har sat to år som tidsfrist til færdiggørelsen af arbejdet. Ifølge Morten Bødskov kan det komme til at gå hurtigere, men det kan også komme til at tage længere tid. Her frygter oppositionen, at det vil blive timet, så en offentliggørelse kommer til at ske præcis før et Folketingsvalg.
Justitsministeren tror dog ikke, at Kristian Jensens og Kristian Thulesens Dahls indvendinger kommer til at betyde noget for den samlede opbakning til det endelige kommissorium og opbakningen til selve undersøgelseskommissionen.
“Min forventning er, at vores svar i dag falder i god jord, og vi dermed stadigvæk har en bred opbakning til undersøgelseskommissionen,” fastslår justitsminister Morten Bødskov (S).
Og opbakning er der i hvert fald fra Dansk Folkeparti.
“Han har sit på det tørre, for vi har lovet at bakke op om undersøgelseskommissionen, og det løfte løber vi ikke fra,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Hele Folketinget ventes at støtte undersøgelseskommissionen nærmest uanset kommissoriets endelige udformning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu