Tandlægeregningen er steget i det skjulte

2. januar 2012 07:22 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tandlægeregningen er steget i det skjulte
Billede mangler

Det er blevet dyrere for danskerne at gå til tandlægen, mens det offentlige samtidig betaler mindre af regningen, skriver Kristeligt Dagblad.
I 1980 betalte de daværende amter godt 44 procent af udgifterne, mens den offentlige andel af regningen i 2009 var faldet til cirka 18 procent.
Stigningen er et udtryk for ændret finanspolitik og ikke ændret sundhedspolitik, mener Poul Erik Petersen, professor i samfundsodontologi ved Tandlægeskolen, Københavns Universitet.
“Der mangler tilskud til de typer behandlinger, der bliver mest brugt i dag, og derfor ender regningen i stigende grad hos patienten. Det er uheldigt, for der er nogen, der kommer i problemer på grund af den øgede brugerbetaling, og det er altid de socialt dårligt stillede,” siger Poul Erik Petersen til Kristeligt Dagblad.
I Tandlægeforeningen mener man heller ikke, at tilskuddene er fulgt med udviklingen. Siden 1980 er det for eksempel blevet muligt at få fyldt huller med plast i stedet for amalgam, hvilket er tre-fire gange så dyrt.
“Der er helt klart to grupper, hvor brugerbetalingen er for høj. Den økonomisk svage del af befolkningen, som ikke har råd til at betale for tidssvarende behandling, og så den gruppe som uforskyldt har en sygdom der gør, at de får huller i tænderne og paradentose,” siger formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg.
Regeringen lover nu at se på sagen.
Kilde: Kristeligt Dagblad

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu