Tapir-unge født i Københavns Zoo

9. december 2011 08:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tapir-unge født i Københavns Zoo
Billede mangler

Forleden morgen, da dyrepasserne kom ind i tapirhuset i Zoo, lå der en nyfødt tapirunge og diede.
 
Moderen lå henslængt på siden, godt udmattet. Men ungen klarede sig også ganske fint uden hendes hjælp. Den havde fundet vej ned til patterne og lå nu og suttede det bedste, den kunne.
 
Ungen havde ladet vente på sig. Beregningerne fra de observerede parringer havde fastsat fødslen til begyndelsen af november, og moderens mave viste da også med al ønskelig tydelighed, at det ikke blot var en indbildt graviditet.
 
Hun manglede dog lige de sidste tegn på, at en fødsel var umiddelbart forestående. Der var derfor stor glæde i Zoo, da ungen endelig kom – en lille stribet unge på kun 40 cm i længden, og så oven i købet en hun.
 
Tapirunger er stribede fra fødslen, men skifter til den sort-hvide voksenfarve efter 4-5 måneder. Striberne fungerer som camouflage i den tidlige ungealder, hvor ungen ofte ligger og sover i skovbunden. Allerede efter tre måneder begynder man at kunne ane voksenfarverne.
 
Skaberaktapiren, som arten hedder, indgår i de europæiske avlsprogrammer, og meddelelsen om, at der er født en hun i København, vil blive modtaget med kyshånd.
 
Der er mindre end 40 skaberaktapirer i Europa, og der fødes kun 3-4 tapirer om året. En af grundene til de få fødsler, er mangel på hunner. Fødslen kan derfor på mange måder betragtes som en julegave, ikke kun til Zoo, men til hele den europæiske zoo-verden. Ungen kan ses sammen med moderen i Zoologisk Haves tapirhus.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu