Tarteletfestival overfaldet af knivrøvere

5. august 2012 11:27 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Tarteletfestival overfaldet af knivrøvere
Billede mangler

En af medarbejderne ved Odense Tartelet Festival fik sig natten til søndag en yderst ubehagelig overraskelse, da tre mænd truede sig til hele eller dele af omsætningen fra festivalen.
Det fortæller Jesper Pedersen, vagtchef ved Fyns Politi.
– Det sker klokken 01.07, hvor en bordeauxrød Honda kommer kørende ind på pladsen, hvor festivalteltet er sat op.
– Ud af bilen stiger tre personer af udenlandsk herkomst og truer med kniv og får på den måde personalet til at udlevere kassen, fortæller vagtchefen.
Gerningsmændene stak efterfølgende af fra stedet.
– Der er endnu ingen spor efter dem, men vi arbejder videre med sagen i løbet af formiddagen, siger Jesper Pedersen.
Han ønsker ikke at oplyse, hvor stort et beløb der er tale om.
– Det oplyser vi ikke efter ønske fra arrangørerne, siger vagtchefen.
Det er tredje gang, at Odense Tartelet Festival afvikles. Ved festivalen lørdag skulle 1000 deltagere spise intet mindre end 13.000 tarteletter.
I forbindelse med festivalen blev der holdt DM i tarteletspisning.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu