Tavshed efter møde mellem lærere og KL

4. marts 2013 15:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Tavshed efter møde mellem lærere og KL
Billede mangler

Det var en fåmælt chefforhandler fra Kommunernes Landsforening, som mandag efter middag forlod Forligsinstitutionen i det indre København, hvor han sammen med Danmarks Lærerforening skulle forsøge at finde fælles fodslag i de strandede overenskomstforhandlinger om lærernes arbejdstid.

 

»Vi kan ikke sige noget om, hvad der sker. Der er regler om, at man har tavshedspligt, når man er i forligsinstitutionen, det står i loven,« sagde Michael Ziegler.

Han tror, at tavshedspligten kan sætte skub i villigheden til at finde et kompromis.

»Jeg tror faktisk at tavshedspligten er gavnlig, fordi det vi har oplevet hidtil er, at forhandlingsprocessen er blevet lidt ødelagt af, at der er nogen, der har haft meget travlt med at lække alt, der er blevet skrevet på SMS og andet, til pressen. Og det i sig selv er ikke godt for en proces, for så foregår forhandlingerne jo ikke i en tillidsfuld stemning,« lød det fra chefforhandleren.

Overenskomstforhandlingerne brød sammen natten til onsdag i sidste uge, og dagen efter valgte KLs bestyrelse at varsle lockout for omkring 50.000 lærere. Den kan træde i kraft 1. april, hvis det ikke lykkes parterne at finde et kompromis med hjælp fra forligskvinden Mette Christensen.

Det kan blive en langstrakt proces, erkender Michael Ziegler.

»Vi er ikke færdige. Så jeg kan ikke sige ret meget om, hvad der foregår. Vi er da optimistiske og håber, at vi kan finde en løsning. Jeg fornemmer en god stemning. Mit indtryk er at begge parter er interesseret i at diskutere.«

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, var også optimistisk, da han mandag formiddag mødte pressen foran Forligsinstitutionen:

»Jeg går ikke herind, bare fordi jeg skal. Jeg går herind for at lave en aftale, og det har jeg gjort lige fra starten. Jeg har forhandlet i mange år og ved mange borde, og det er første gang nogensinde, at jeg er i forligsinstitutionen. Jeg plejer at kunne lave aftaler, og det vil jeg også prøve at gøre denne her gang,« sagde lærerformanden.

Parterne genoptager deres møde mandag eftermiddag, og de står højst sandsynligt over for en længere møderække, vurderer arbejdsmarkedsforsker Flemming Ipsen fra Aalborg Universitet over for Berlingske Nyhedsbureau.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu