Taxa-selskab får stor bøde for at jagte kunder alt for aggressivt

12. januar 2017 06:05 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det gik ud over 27.383 forbrugere.

Taxa-selskab får stor bøde for at jagte kunder alt for aggressivt
Retten på Frederiksberg har afgjort, at der var tale om spam, da Taxi 4x35 sendte beskeder ud til 27.000 telefonnumre. Foto: Scanpix.

Da 27.283 forbrugere fik en sms fra Taxa 4×35 om, at samarbejdet med bestillings-app-leverandøren, Clickataxi, var stoppet, var der tale om spam. Det har Retten på Frederiksberg afgjort.

Taxaselskabet er derfor blevet idømt en bøde på 250.000 kroner for at overtræde markedsføringsloven.

De mange smser blev sendt ud til personer, der tidligere havde brugt Clickataxi til at bstille en taxa fra Taxa 4×35. Selskabets forsvar lød ellers på, at der var tale om en servicemeddelelse, men det købte retten ikke.

I en udtalelse fra retten lyder det blandt andet:

– Henset til sms-beskedens formulering og den deri indeholdte mulighed for at tilmelde sig tiltaltes egen app finder retten, at tiltalte har handlet med henblik på at opnå kørselsopgaver hos modtagere af sms-beskeden. Retten kan derfor ikke tiltræde det synspunkt, at der alene var tale om en servicemeddelelse. Tiltalte findes herefter at have ovetrådt markedsføringslovens § 6, stk.1. […].

Taxa 4×35 meddeler Newsbreak.dk, at bøden allerede er blevet betalt.

– Vi er ikke enige i afgørelsen. Vi havde ikke til hensigt at spamme kunder, men derimod at udøve en god service. Når det er sagt, så respekterer vi rettens afgørelse og har allerede betalt bøden, skriver Peter Bjerregaard,  administrerende direktør hos Taxa 4×35, i en mail stilet til Newsbreak.dk.

Kunne ikke sige nej

Forbrugerne havde ikke let tilgængelig mulighed for at frabede sig flere beskeder med markedsføring fra Taxa 4×35, og det var en af årsagerne til, at der var tale om spam, iføælge ratten.

Bødens størrelse blev baseret på, at der i sidste ende var tale om et engangstilfælde, at der ikke var tale om aggressiv markedsføring, og at der ikke var dokumenteret vinding for selskabet som følge af udsendelsen af den omtalte sms-besked.

I beskeden stod der:

Serviceinfo: ClickATaxi har afsluttet samarbejdet med TAXA 4×35. Det betyder, at TAXA 4×35 ikke kører de ture, du bestiller med ClickATaxa App. Vil du fortsat køre med Københavns største taxiselskab, så download TAXA 4×35 App (Link)

Glæde over dommen

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, udtrykker glæde over dommen.

”Jeg er tilfreds med rettens afgørelse, som fastslår, at servicemeddelelser, der sendes for at opnå øget salg er ulovlig spam, når modtageren ikke har givet sit samtykke til det, siger  Christina Toftegaard Nielsen i pressemeddelelsen.

Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på sagen, da der blev sendt en besked til den såkaldte “spam-postkasse” fra en frustreret bruger.

– Det er nemt for virksomhederne at sende ulovlig spam ud, og det ses på omfanget af klager til vores spampostkasse. Vi bruger spampostkassen til at holde øje med virksomhederne. Så hvis du mener, du bliver udsat for spam, så er du velkommen til at videresende dine mails eller sms’er til den, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu