TDC afviser angreb på kablerne

8. april 2013 17:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
TDC afviser angreb på kablerne
Billede mangler

Danmark er rigtig fint med både hvad pris, kvalitet og hastighed på internetforbindelserne angår – og det er svært at se, hvorfor der skulle være grund til at kritisere konkurrencen på området. Det mener Danmarks største teleselskab, TDC, der i går kom under beskydning fra Telia, Telenor, GlobalConnect og det nyetablerede Concepy, der i Berlingske Business har fremlagt en række forslag til, hvordan man kan forbedre konkurrencesituationen på det danske marked for fastnetbaseret bredbånd.

De syv forslag var ganske alsidige – men et af de områder, de fire teleselskaber først peger på, er TDCs fortsatte ejerskab og drift af kobbernettet. Selv om TDC ved lov skal give konkurrerende virksomheder adgang til at tilbyde teletjenester via kobberet, er der fortsat ikke konkurrence nok, mener selskaberne. Derfor puster de nu igen liv i den fortsættende debat om TDCs ejerskab af den væsentligste danske teleinfrastruktur, som fulgte med, da TDC blev privatiseret i 1998.

Hos TDC har man dog svært ved at se behovet for ændringer. Her peger juridisk direktør Miriam Hvidt på, at ejerskabet til kobbernettet er en meget lidt kundefokuseret diskussion, og at man hellere skulle tage at se på kvaliteten og prisen på de bredbåndsprodukter, danskerne får tilbudt.

Her har den største andel af kunderne altså indtil videre fravalgt de alternative teleselskabers produkter.

»Det ville være mere relevant, hvis de tog kundevinklen og kom med nogle bud på, hvad der skulle få danskerne til at købe de alternative leverandørers produkter. At have målsætninger om, at nogle markedsaktører skal have en større markedsandel, forekommer meget lidt kundeorienteret, og meget reguleret,« siger hun og henviser samtidig til DSB og Banedanmark som et eksempel på, at det heller ikke nødvendigvis er lykken at skille tingene ad.Hård kost i branchen

Telebranchen har over en bred kam haft det tiltagende mere hårdt på grund af den verserende og efterhånden ældgamle priskrig på mobiltelefoni, der har drevet priserne så langt ned, at en måneds mobiltelefoni i dag kan fås billigere end et par fadøl i Nyhavn en varm sommerdag.

Sideløbende med dén udvikling er konkurrencen på faste internetforbindelser vredet helt skævt, mener de fire selskaber i alliancen, der i går fremhævede, at problemerne med at få en hæderlig forretning af investeringerne, betyder at mange investeringer går uden om Danmark.

Et af de syv forslag går blandt andet på at arbejde med en model for realkreditfinansiering af teleinfrastruktur.

Det forstår TDC ikke.

»Blandt afsenderne i allicanen findes jo både Telia og Telenor, der samlet set er mange gange større end TDC, så selvfølgelig kunne de investere i Danmark, hvis de ville. Den danske telesektor er jo ikke et lukket økosystem. Vi investerer jo selv ganske meget – f.eks. i at udvikle kobbernettet, og det gavner jo også de andre, der tilbyder tjeneste på det. Hvis ikke store internationale virksomheder anser det for attraktivt at investere i Danmark, er det svært for mig at se, hvorfor andre skulle synes det.«Enig i noget

Blandt de syv forslag er der dog flere, som TDC erklærer sig enig i – herunder især behovet for mere samarbejde mellem det offentlige og det private om f.eks. telemedicin, eller ønsket om flere mobillicenser på auktion, helst på en måde, hvor det ikke alene handler om penge til staten.

»Vi er glade for alle nye visioner for vores branche. Men kundefokus er i mine øjne det vigtigste. Danskerne efterspørger et bredt udbud af forskellige produkter til gode priser og til en god kvalitet. Og hvis de får det, hvem er det så synd for,« spørger hun.

De fire teleselskaber uden om TDC vil nu banke på hos politikerne og fremføre deres synspunkter om behovet for en ny telepolitik.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu