Teater om massemorder kommer til Aarhus

23. maj 2012 11:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Teater om massemorder kommer til Aarhus
Billede mangler

Teaterstykket om den norske massemorder Anders Behring Breiviks manifest kommer også til Aarhus, fortæller DR Østjylland.
Fra 29. november 2012 vil Teater Katapult have det omstridte og kritiserede stykke på plakaten.
– Vi har vores etik i behold, og derfor vil vi kunne gå ud med åben pande og tale om stykket. Hvordan reaktionen bliver, vil jeg være spændt på at se, siger teaterchef Torben Dahl til DR Østjylland.
Det er dramatikeren Christian Lollike, der står bag stykket, der baserer sig på Utøya-tragedien fra 2011. Caféteatret i København, der samarbejder med Lollike, blev sidste år kritiseret heftigt på grund af stykket.
Det var for tæt på drabene, lød kritikken, og også i Aarhus er teaterchef Torben Dahl forberedt på storm.
– Vi gør ikke det her, for at der skal være storm omkring det. Vi gør det, fordi det er en absolut nødvendighed at perspektivere og belyse det her kunstnerisk, forklarer han.
– Det er vigtigt ikke at gemme eller bortskaffe eller tildække alt det, vi ikke kan lide. Det skal frem i lyset, for ellers kan vi jo ikke lære af det, mener Torben Dahl.
Lollike skriver stadig på stykket, der er baseret på Anders Breiviks manifest, som nordmanden offentliggjorde kort før sine angreb i Oslo og på Utøya.
Stykket opføres først på Caféteatret i København. Næste stop bliver Aarhus, hvor det har premiere 29. november.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu