Teenage-biltyve afsløret af fodspor i sneen

8. marts 2012 14:33 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Teenage-biltyve afsløret af fodspor i sneen
Billede mangler

Hvis man vælger at stjæle en bil i snevejr, er det en god idé at være ekstra opmærksom på de spor man efterlader.
Den lektie kan tre unge mænd med lidt for lange fingre nu skrive sig bag øret.
Ti minutter efter midnat bemærkede politiet i Ringsted bymidte nemlig en ældre personbil, hvis fører politiet gerne ville tale, ligesom de gerne ville kontrollere bilens stand.
Føreren af personbilen satte dog hastigheden op, og bilen forsvandt kortvarigt for politiet på vejene i bymidten. Det melder Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Kort efter fandt ordensmagten frem til bilen, der var forladt og ulåst på Schandorffsvej. Det viste sig, at bilens nummerplader var efterlyst som stjålne i Ringsted.
Betjentene opdagede i samme omgang fodspor i den nyfaldne sne omkring bilen, og disse fodspor førte dem hen til en nærliggende carport, hvor politiet traf tre unge mænd – to 16-årige og en på 17 år, der alle er fra Ringsted.
De blev efterfølgende anholdt og afhørt omkring de stjålne nummerplader og bilen, der viste sig at være stjålet med nøgler, der blev fundet på det sted, hvor de tre gemte sig for politiet.
Den 17-årige fik tillige en sigtelse for kørsel uden førerret, idet han havde været fører af bilen.
Efter afhøringerne er de tre unge mænd blevet løsladt og overbragt til deres forældre. De kan alle forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen er færdigefterforsket.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu