Teenager kørt ned af mobbeoffers far

29. maj 2012 07:36 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Teenager kørt ned af mobbeoffers far
Billede mangler

En 53-årig mand nægter sig skyldig i anklager om, at han skulle have udøvet vold mod sin datters påståede plageånd.
Manden bliver blandt andet beskyldt for at have taget kvælertag på og slået en 16-årig dreng, fordi drengen skulle have drillet mandens datter.
Den 16-årige dreng har en noget anden forklaring om, hvad der skete mandag aften på mandens bopæl i Jyllinge, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Henrik Møller Nielsen.
– Drengen siger, at han opsøger faren, fordi han har hørt, at familien var sur på ham. Det ville han gerne høre baggrunden for. Men da han ankommer til adressen, tager den 53-årige halsgreb på ham, siger vagtchefen.
– Han bliver også slået i ansigtet og truet på livet af faren, fortsætter han.
Efter voldshandlingen cykler drengen fra stedet, men den 53-årige mand følger efter i sin bil.
– Han kører op på siden af ham, og det får drengen til at trække op på fortovet. Men bilen følger med og rammer ind i ham, så han vælter, forklarer vagtchef Henrik Møller Nielsen.
Sammenstødet skete i lav hastighed, og drengen kom derfor ikke noget til.
Jurister skal tirsdag formiddag vurdere om den 53-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.
Den 16-årige dreng afviser, at han har mobbet den 53-åriges datter.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu