Telenor fortsat under hårdt pres

13. februar 2013 07:24 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Telenor fortsat under hårdt pres
Billede mangler

Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, presses fortsat hårdt af mobilkrigen og mister både indtjening og kunder.

Som det sidste af de tre store teleselskaber i Danmark fremlagde Telenor onsdag morgen et regnskab, hvor nettoomsætningen godt nok er vokset fra 1.343 millioner kroner i tredje kvartal til 1.486 millioner i fjerde kvartal, men hvor driftsresultatet (EBITDA) til gengæld er faldet med 11 procent til 276 millioner kroner, og Telenor mister 22.000 mobilkunder. Indtjeningsgraden falder også, fra 23 procent til 19 procent.

Farvel til flest taletidskunder

Bag det faldende kundetal ligger dog, at Telenor på tre måneder har mistet 38.000 taletidskunder men til gengæld har vundet 17.000 fuldt betalende kunder. Og tommelfingerregelen i telebranchen er, at der går fire taletidskunder på en fuldt betalende abonnent. Telenor har i dag 2,015 millioner kunder, en anelse flere end for et år siden.

Til gengæld er antallet af fastnetkunder faldet med 17.000 på et kvartal – en nedgang, som alle selskaber med fastnettelefoni kender til.

Åbner 4G/LTE i marts

Telenors tilbagegang i kundetal hænger formodentlig sammen med Telenors manglende 4G-/LTE-supermobilnet. Telia og Telenor er i færd med at slå deres mobilnet sammen i Danmark for at kunne give en bedre dækning og deles om udgifterne på samme tid. Sammenlægningen er så småt begyndt men vil for alvor tage fra marts, hvor Telenor som det sidste af de fire store teleselskaber med egne mobilnet åbner sit 4G-/LTE-supermobilnet.

Hidtil har Telia haft førertrøjen på og har fået et godt forspring.

»Det er positivt, at vi fik en tilgang på kundesiden. Men resultatet for 2012 viser også, at vores omsætning er under pres, og at den gennemsnitlige omsætning pr. kunde stadig bliver ved med at falde. Det er tydeligt, at den fortsatte priskonkurrence påvirker vores resultat, og det får betydning for, hvordan vi kommer til at drive forretning fremadrettet,« siger tjekkiskfødte Marek Slacik, administrerende direktør for Telenor Denmark.

Han overtog 1. september 2012 overtog topchefstolen i Telenor Danmark efter flere år hos Telenor i Serbien.

Telia og TDC også mærket

Telenor hører ligesom sin svensk-finske konkurrent Telia til blandt verdens ti største mobilselskaber. Telia er Nordens største teleselskab men nummer tre i Danmark, hvor Telenor er både Nordens og Danmarks nummer to.

Telenor overtog i juni 2000 mobilselskabet Sonofon og i maj 2005 internetleverandøren Cybercity, som begge i juni 2009 tog moderselskabets navn. Telenor ejer også lavprismobilselskaberne CBB og Bibob, som i 2011 blev slået sammen men fortsætter under de to varemærker.

Telia i Danmark, som kom med regnskab 1. februar, mistede sammenlagt 1.000 mobilkunder i oktober-december og vandt 1.000 bredbåndskunder i stedet. Men reelt tabte Telia 18.000 taletidskortkunder og valgt til gengæld 17.000 fastbetalende mobilkunder, som tæller langt bedre i det store regnskab. Driftsresultatet i Danmark voksede da også på et kvartal fra 116 til 166 millioner svenske kroner, og indtjeningsmargenen steg fra 12,6 til 13,9 procent. Den månedlige indtjening pr. kunde faldt godt nok med tre kroner til 161 kroner.

TDC, som er Danmarks største teleselskab, fremlagde 5. februar et regnskab med let tilbagegang på både privat- og erhvervssiden. Omsætningen voksede godt nok fra 6.348 til 6.548 millioner kroner på tre måneder, men driftsresultatet (EBITDA) faldt fra 2.668 til 2.576 millioner kroner. TDC mistede 42.000 fastnetkunder og 23.000 mobilkunder men skaffede sig til gengæld 27.000 nye TV-kunder. Og den månedlige indtjening pr. kunde steg med en krone til 182 kroner.

Telenor blev oprettet af den norske stat i 1855 som Telegrafverket. Navnet Telenor blev indført i koncernen i 1995.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu