Telia skifter kunder ud og tjener mere

31. januar 2013 07:26 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Telia skifter kunder ud og tjener mere
Billede mangler

Danmarks tredjestørste teleselskab, Telia, har i julekvartalet mistet endnu 1.000 mobilkunder men stiller til gengæld med det bedste driftsresultat i et helt år.

Som det første af de fire store teleselskaber med eget ned i Danmark, fremlagde svensk-finske Telia torsdag morgen regnskabet for 4. kvartal og dermed for hele 2012. Telia har nu 1.462.000 mobilkunder og 74.000 bredbåndskunder i Danmark. Faldet blandt mobilkunder skyldes en markant tilbagegang på 18.000 taletidskortkunder, mens Telia omvendt har hentet 17.000 nye, fastbetalende kunder, som man langt hellere vil have i folden. Det månedlige forbrug pr. kunde falder dog fortsat, om end kun til 161 kroner i oktober-december mod 164 kroner kvartalet forinden.

Tjener nu flere penge

Til gengæld har Telia Danmark trods et fald i salget på 3,6 procent øget sit driftsresultat fra 116 millioner svenske kroner i juli-september til 166 millioner svenske kroner i oktober-december, og indtjeningsmargenen er gået op på mobilkunderne fra 12,6 til 13,9 procent.

Tre måneder forinden – i juli-september – mistede Telia Danmark igen kunder og sloges med en lavere omsætning, efter at det ellers var lykkedes at bryde den onde cirkel i første halvdel af året.

Hen over sommeren – fra juli til september, altså i tredje kvartal – forsvandt 11.000 mobilkunder, så Telia i dag ved indgangen til julekvartalet stod tilbage med 1.463.000 af slagsen. Dertil kom 1.000 færre bredbåndskunder til 73.000. Telias umiddelbart skuffende eftersommerregnskab dækkede dog over, at selskabet ikke siden 2005 havde haft en så lav kundeudskiftning blandt de faste abonnenter, og det er navnlig 4G-/LTE-supermobilnettet og det nye samarbejde med musiktjenesten Spotify, som holdt kunderne fast og sikrede, at deres månedlige forbrug ikke faldt.

Mobilnet slåes sammen

Telia, som også ejer lavprismobilselskabet CallMe, er tredjestørste teleselskab i Danmark efter TDC og Telenor men hører – som Telenor – til blandt verdens ti største mobilselskaber.

Telia indledte lige før sommerferien et samarbejde med den svenske musiktjeneste Spotify, som er gjort til en del af de dyrere abonnementer.

Telia og norskejede Telenor er i færd med at slå deres mobilnet sammen i Danmark for at kunne give en bedre dækning og deles om udgifterne på samme tid. Sammenlægningen er så småt begyndt men vil tage fart fra marts, hvor Telenor som det sidste af de fire store teleselskaber med egne mobilnet åbner sit 4G-/LTE-supermobilnet efter flere udsættelser. Det fælles net dækker allerede nu 192 byer i Danmark og er dermed det bredest dækkende og samtidig det billigste.

TDC kommer under pres

TDC, som er Danmarks største teleselskab, fremlægger sit regnskab for 4. kvartal og hele 2012 5. februar klokken 8, mens norske Telenor kommer med regnskab 13. februar klokken 7.

Aktieanalytiker Morten Imsgard, der for Sydbank følger telebranchen tæt, forventer at se et TDC-regnskab, hvor det gennemsnitlige forbrug pr. kunde efter flere års fald vil være stort set uændret, men at omsætningen vil gå 4,9 procent tilbage i forhold til 4. kvartal 2011. Også TDC Erhverv vil være under pres med en faldende omsætning på 8,3 procent. Til gengæld ventes TDCs nordiske forretning at vokse ganske let, mens TDCs kabel-TV-selskab, YouSee, som er Danmarks største, formodes at gå 6,9 procent frem.

Telia-topchefs skæbnedag

Dagens regnskab overskygges dog af det bestyrelsesmøde, som indledes i Telia torsdag aften.

Her fremlægges det længe ventede resultat af en advokatundersøgelse om, hvorvidt Telia deltog i bestikkelse i 2007, da selskabet købte en 3G-mobillicens i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan. Rapportens konklusion kan koste Telias topchef siden september 2007, den 61-årige Lars Nyberg, stillingen, 11 måneder før hans kontrakt udløber.

Telia beskyldes for gennem et selskab i Gibraltar at have bestukket sig til mobillicensen til 2,3 milliarder svenske kroner. Gibraltar-selskabet har tætte kontakter til Usbekistans præsidents datter, som er ansvarlig for Usbekistans telemarked.

Den svenske stat ejer 37,5 procent af aktierne i Telia, og sagen er derfor helt oppe på ministerplan.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu