Telias koncernchef går efter bestikkelsesaffære

1. februar 2013 11:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Telias koncernchef går efter bestikkelsesaffære
Billede mangler

Koncernchefen får Nordens største teleselskab, Telia, går af som følge af en bestikkelsesskandale i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan.

Den 61-årige Lars Nyberg kunne ikke få en tillidserklæring fra sin bestyrelse og valgte fredag formiddag at gå af efter fremlæggelsen af en kritisk advokatrapport om sagen.

Ifølge rapporten kan det ikke afvises, at Nordens største teleselskab, Telia, har været involveret i bestikkelse eller pengehvidvask i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan, men det kan heller ikke bevises.

Manglende tillid

Lars Nybergs kontrakt udløber til december 2013, men han har valgt at trække sig straks. Også Telias bestyrelsesformand, Anders Narvinger, er på vej ud oven på skandalen.

»For at fortsætte med at virke som koncernchef behøver jeg en fungerende bestyrelse og deres udtalte tillid. Jeg fik beskeden, at de i anledning af de forestående forandringer ikke var parate til at udtale sig i tillidsspørgsmålet. Med den besked bestemte jeg mig for at forlade koncernchefposten. Derfor vælger jeg at gå af,« siger Lars Nyberg.

Advokatrapport blev fredag formiddag præsenteret for offentligheden, efter at Telias bestyrelse på et hemmeligt sted torsdag blev orienteret om konklusionerne. Rapporten har været tre måneder undervejs, siden svensk TV afslørede, at Telia tilsyneladende har betalt for en 3G-mobillicens i Usbekistan gennem et Gibraltar-selskab, som har tætte forbindelser til Usbekistans præsident og diktators datter, Gulnara Karimova, som er ansvarlig for landets telemarked.

»Granskningen bekræfter, at Gulnara Karimovas navn forekom via det delejede selskab Fintur, og at hun i foråret 2007 også var tænkt som lokal partner,« hedder det i advokatfirmaet Mannheimer Swartlings konklusion.

»Usbekistan er et specielt land,« fastslår advokat Biörn Riese, som har stået i spidsen for undersøgelsen.Balladesag på balladesag

Telia købte i 2007 mobillicensen for 2,3 milliarder svenske kroner.

Telia har været i stormvind, siden svensk TVs graveprogram Uppdrag Granskning i april i år afslørede, at sikkerhedstjenesterne i lidet demokratiske nationer som Aserbajdsjan, Hviderusland og Usbekistan har fuld adgang til at kunne aflytte trafikken i mobilnettene takket være et system, som teleselskaberne – heriblandt Telia – skal stille til rådighed. Efter voldsom politisk kritik fra regeringen, som jo er medejer, skal alle krav fra udenlandske regeringer fremover behandles i Telias topledelse og ikke på lokalt plan.

I september brød ny ballade løs. Uppdrag Granskning afslørede den mulige bestikkelsessag gennem Gibraltar-selskabet Takilant. Flere større aktionærer valgte at sælge deres Telia-aktier, og Telia-topchef Lars Nyberg måtte presset meddele, at hvis det kunne bevises, at Telia – mod hans vidende – har været involveret i bestikkelse, var konsekvensen, at han måtte gå af. I oktober afsløredes det, at Telia sandsynligvis har betalt store millionbeløb under bordet ved købet af det aserbajdsjanske mobilselskab Azercell.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu