»Terrorist« sigtes for trusler på livet

27. marts 2013 17:28 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
»Terrorist« sigtes for trusler på livet
Billede mangler

Den 29-årige mand, der onsdag udgav sig for at være terrorist i en aarhusiansk bybus, fremstilles torsdag i grundlovsforhør.

 

Politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi, oplyser til TV 2 News, at den 29-årige vil blive sigtet for trusler på livet. Politiet betegner manden som psykisk uligevægtig.

Østjyllands Politi modtog onsdag klokken 11.29 et opkald fra en passager i buslinje 12 i Aarhus, som fortalte, at en mand i bussen havde været meget aggressiv og truende. Han havde blandt andet råbt, at han var terrorist.

Efter anmeldelsen steg manden af bussen, hvorefter han formentlig steg på en anden bus. En politipatrulje så kort tid efter en mand, der svarede til signalementet, og satte efter ham. Da manden ikke standsede, afgav politiet et varselsskud, og flere områder omkring Åbyhøj og bydelen Gellerup blev afspærret.

Den 29-årige blev anholdt ved Gudrunsvej i Brabrand kort efter klokken 13, efter politiet i jagten på ham havde affyret et varselsskud.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu