Terrorister rejser til udlandet og træner

31. januar 2012 17:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Terrorister rejser til udlandet og træner
Billede mangler

Der er et stort terrorpres på Danmark, men det er i stigende grad enlige personer, der terrortruer frem for grupper.
Det slår PET fast i en ny vurdering af trusselsbilledet i Danmark.
Billedet om solo-terroristen, der rejser ud for at træne til angreb på Danmark, overrasker ikke en ekspert i islamisering.
“Det er noget, man har set i flere år nu. Folk rejser til for eksempel Pakistan og Afghanistan for at træne med våben til terroraktioner, som de vil udføre i Danmark,” siger ekspert i terror og radikalisering, professor Mehdi Mozaffari fra Aarhus Universitet, til Newspaq.
Eksempler på solo-terroristen, der vil ramme mål i Danmark, er i de senere år set i sagerne med den etbenede bombemand Lors Dukaiev og somalieren, der forsøgte at dræbe Muhammentegneren Kurt Westergaard.
Mehdi Mozaffari slår fast, at terrornetværk som al-Qaeda er svækket i de senere år. Derfor er terrortruslen fra enkeltpersoner en stigende tendens.
“Vi ved ikke, hvad der gør, at disse personer bliver radikaliseret, men de er alene om deres terror og ikke tilknyttet terrorgrupperinger. De bliver radikaliseret i Danmark, men rejser så ud med planer om senere at vende tilbage,” siger Mehdi Mozaffari.
PET slår i vurderingen fast, at solo-terrorisme også kan forekomme fra enkeltpersoner fra det højreekstreme miljø. Personer kan blive inspireret af den norske terrorist Anders Breivik, der alene stod bag drabene på 77 personer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu