Terrorsag: Ville de henrette JP-ansatte?

13. april 2012 09:10 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Terrorsag: Ville de henrette JP-ansatte?
Billede mangler

Var fire svenske mænd på vej til at begå massedrab mod ansatte på morgenavisen Jyllands-Posten tilbage i december 2010?
Det skal tre dommere og et nævningeting tage stilling til i retten i Glostrup, hvor en af de største terrorsager herhjemme begynder i dag.
De fire mænd er tiltalt efter den strengeste terrorparagraf for at have planlagt at rejse til Danmark med våben og ammunition for i JP/Politikens Hus at ville myrde et ukendt antal personer. Tre af de sigtede blev anholdt i en lejlighed i udkanten af København 29. december 2010, mens den sidste af dem blev anholdt i Sverige.
Siden er det kommet frem, at motivet for det formodede terrorangreb skulle være hævn over de Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte 30. september 2005.
“Noget tyder på, at man har forberedt det, man har set tidligere bl.a. i Indien, som hedder et byguerillaangreb, hvor man med maskinpistol ville forsøge at tvinge sig ind i Politikens Hus,” siger Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET.
“Her ville man ifølge medier foretage henrettelse af personer ved at skære halsen over på dem og lignende uhyrligheder,” forklarer han videre, men understreger, at det kan være rygter.
Dansk politi anholdt mændene, da de sigtede forberedte sig på at forlade den lejlighed i Herlev, hvor de havde overnattet i Danmark. I den forbindelse fandt politiet flere våben samt plastic-strips, der kan bruges som håndjern.
Både PET og deres svenske kolleger i SÄPO havde overvåget de fire mænd igennem længere tid, og de skyggede også mændene på bilturen fra Sverige til Danmark.
Undervejs i retssagen vil lydoptagelser være blandt de afgørende beviser fra anklagers side.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu